For nogle år siden var jeg blandt mange andre inviteret med i en nordisk tænketank, hvor vi skulle definere dansk kultur og værdier. Det danske sprog blev nævnt som emne, men til min store overraskelse var vi kun tre-fire stykker ud af ca. 50, der fandt sproget vigtigt i den sammenhæng. De fleste andre var enige om, at dansk allerede havde udspillet sin rolle og ingen fremtid havde. Og dermed blev emnet kategoriseret som ’ikke-vigtigt’. Helt ærligt: Jeg var så forstemt, at jeg ikke rigtig kunne fokusere på det videre forløb. Jeg forstod og forstår det stadig ikke. Vores sprog!?

Naturligvis er vores sprog hele tiden under udvikling, men hvis det er den gængse holdning, at det er ligemeget, for det er alligevel på vej til at forsvinde, ja, så ser det godt nok sort ud. Hvordan skal vi så give det videre med stolthed og glæde til vores børn? Og i virkeligheden tror jeg, holdningen beror på en fejlantagelse.

Forskningen viser nemlig, at antallet af nye engelske låneord i vores daglige tale ikke har været stigende siden Anden Verdenskrig. Det er en myte, at vi bruger flere og flere engelske ord. Faktisk peger forskningen på 230 engelske ord pr. 10.000 danske (kilde: Politiken).

Hvis nogle tænker: Det kan ikke passe…de unge mennesker bruger mange engelske gloser hele tiden, og det er jo de nye generationer, der skal bære faklen videre, ja, så er det ikke forkert. For de unge bruger gennemsnitligt flere engelske ord. Men det er der også en forklaring på:

I Dansk Sprognævn har man fundet ud af, at de ’unge forbinder brugen af engelsk med leg og identitet. De bruger det engelske sprog som en måde at socialisere sig med andre unge på’. Et eksperiment viste, at ’hvis voksne bruger engelske låneord, vurderer de unge, at man virker yngre og mere interessant, men samtidig også mere ubegavet’. Man må altså forvente, at de unges forbrug af engelske gloser skrumper noget i takt med, at de bliver ældre.

Med de resultater af sprogforskningen synes jeg jo sådan set, jeg – om end noget sent i forhold til tænketanken – har påvist, at det danske sprog ER vigtigt for vores kulturelle opfattelse. Og læser man de mange spændende indlæg på sprogmuseet.dk, vil man vide, at dansk ligger nr. 20 på listen over verdens stærkeste sprog. Derfor skal vi passe på det. Når jeg selv kommer til at tale som en havnearbejder i f.eks. Mads og Monopolet eller får lavet en grammatisk fejl her på siden, tager jeg da også gerne imod de slag, det afstedkommer.

Men ellers hører jeg til i den konservative ende og var ikke lutter begejstret, da man besluttede, at ad og af kunne bruges i flæng. Hvordan kan man dog gå ud af en dør? Det forstår jeg simpelthen ikke. Det kræver jo, at man er inde i den!! Jeg bryder mig heller ikke meget om, at nye generationer opfatter en bjørnetjeneste som en stor og velgørende tjeneste. Bjørnetjeneste er jo det direkte modsatte. Omvendt kan de fleste af os nok blive enige om, at det at have et godt øje til nogen betyder at være venligt stemt over for nogen. Men læser man Lise Nørgaards bøger, vil man opdage, at hun er fra en tid, hvor udtrykket betød ’at være mistænksom over for nogen’, så jeg kan nok heller ikke sige mig fri for selv at være med på både noderne og unoderne.

Og alt dette leder mig egentlig frem til at bede om hjælp. Fra alle, der kan tale dansk. Og måske i virkeligheden et hvilket som helst sprog. Hjælp til ikke at udvande sproget og underkende, hvad ord kan, og hvad ord betyder. Og jeg nævner det, fordi der er tre ord (og sikkert flere, når jeg begynder at tænke efter), som der så småt er ved at gå inflation i.

Det første er ’terror’. På sproget.dk er det defineret som: voldshandlinger som nogle iværksætter for at sprede skræk og frygt i en befolkning el. for at få visse krav opfyldt, i den hensigt at fremme et bestemt politisk el. religiøst mål. Var Breiviks handlinger så højredrejet terror jfr. hans manifest? Det synes vi jo ikke. Det var en gal mands værk. Men kig på nogle af de handlinger, vi har oplevet i storbyerne de seneste år. Hvorfor er de ikke gale mænds værk? Det er min opfattelse, at vi ved at bruge ordet terror igen og igen ender med at bagatellisere alvoren, samtidig med at vi hjælper gerningsmændene med at skabe indtryk af, at det er orkestreret og ikke tilfældigt.

Og så er der det næste ord: ’psykopat’. Hold da op hvor har jeg efterhånden mødt mange kvinder, der efter eget udsagn har været gift med en psykopat. Og de har ikke bare brugt det som skældsord. De har ment det i klinisk forstand. Jeg ved godt, at deres mænd sikkert har været løgnagtige, manipulerende, kæmpe idioter. Men psykopater? Ordet er enten ’overdrivelse, der fremmer forståelsen’, eller også er det en klinisk betegnelse, som passer bedre på nogle, der f.eks. parterer en kvinde.

Problemet med de der hjemmegjorte diagnoser er jo, at de ender med at pege mere på den, der bruger betegnelsen. Så brug den med omhu.

Det tredje ord, som jeg stødte på, da jeg forleden hørte en talskvinde fra det nye parti, Feministisk Initiativ, er ’racist’. Ifølge hende er vi alle racister! Hillemænd (eller er det her, jeg burde skrive hillekvinder?)!! Hvis vi alle er racister, hvor skelner vi så mellem meget racist og lidt racist? Vi burde måske finde på et helt andet ord. Jeg mener, hvis mennesket som udgangspunkt er racist, så kan vi jo bare kalde dem mennesker … eller hvad?

Nåh ja, måske er det bare mig, der er ordkløver, men spændende er det da at se, om Feministisk Initiativ kan slå igennem. Hvis de vil skabe en ny kvindebevægelse, som arbejder for de kvinder, der befinder sig i nogle af de etniske samfundslag, hvor kvinders ’frie’ valg er betinget af kultur, religion og…nåh ja…sprog, så går jeg gerne med på barrikaderne.

Annettes uge på instagram: