Min far sad og fortalte mig om en af deres venner, der gik på pension for nogle år siden. Kort tid efter blev han syg, og hans fysik er ikke blevet bedre siden. Det er synd både for ham og hans kone. »Og så lige nu, hvor de skulle til at nyde livet«, tilføjede min far.
Jeg studsede over dette udtryk. Vi bruger det hele tiden om mennesker, der går på pension, men når jeg sådan lige tænker efter, så kender jeg ret mange, der er gået på pension, og som ingenlunde nyder den nye tilværelse. Der er et ægtepar, jeg kender, som havde set frem til, at han skulle trække sig tilbage fra en meget betydningsfuld post. Hun har hele livet gået hjemme, og nu skulle de rigtig til at hygge sig sammen. Not! Hun er ved at blive vanvittig over at have ham hjemme hele tiden, og han er så rastløs, at han nærmest er blevet bitter.
Og jeg kan komme i tanker om flere, der efter at have forladt arbejdslivet er sunket helt sammen. Som ikke kommer nogen steder. Ikke oplever noget. Ikke kan forlige sig med den nye status som pensionist. Visse ægtefæller ender med at leve som hund og kat, og andre mister modet i sådan en grad, at de kun lever i kort tid efter, de har forladt arbejdsmarkedet. Så hvad blev der af den der forventning om at nyde alderdommen?
En af mine venner har en mor og far, som gør alt det, man drømmer om, når man bliver gammel. De nyder hinanden. De rejser meget. Ikke dyre steder, men bare sådan en en-dags tur til Tyskland eller Sverige. De besøger museer og går i biografen. De har hinanden og går tit hånd i hånd. Det har de sådan set altid gjort. Og jeg tror, det er her, nøglen ligger. De nyder alderdommen, fordi de har forstået at nyde livet hele vejen hen mod alderdommen. De har ikke gået og ventet på den dag, hvor pensioneringen skulle være døren, man åbnede for at nå ind til lykkens skatkammer.
Alt for mange mennesker bruger livet før pensionen til at sætte flueben. Udover arbejde og pligter, så har de en liste over mennesker, der skal besøges eller inviteres. Der er steder, der skal ses. Der er børn, der skal sørges for. Flueben, flueben, flueben.
Jeg berørte det kort i sidste uges klumme, dette her med at der er mennesker, der bevarer venskaber hele livet uden egentlig at tænke over hvorfor. Venskaber, som igen bare er blevet noget, der skal holdes ved lige, ligesom ukrudt skal holdes nede. Måske har venskaberne for længst mistet deres oprindelige grundlag, men de kører bare videre, for »så har vi gjort vores«. Flueben. Det er dejligt at have en fortid sammen og dele historier fra de go’e gamle dage, men prøv også at bemærke, om det med årene er blevet de samme historier, I hiver frem hver gang. Det er der stor sandsynlighed for, I gør, men måske var det så netop en idé at skabe nogle nye historier sammen som venner.
Og så er der stederne, der skal besøges. Enten fordi det er det »vi plejer at gøre«, eller fordi man har fået stederne anbefalet. Man rejser gerne langt, mens den oprigtige nysgerrighed udebliver. Folk bevæger sig tusindvis af kilometer væk og jager rundt i jungler og byer uden egentlig at opleve det eller tage det ind. Man får taget billedet af sig selv med Gran Canyon i baggrunden. Klik. Så blev der ligesom sat hak ved det punkt. Men har du tænkt over, at nogle af de mest interessante steder faktisk kunne befinde sig her i Danmarks baghave? Har du undersøgt det?
Og børnene…åh Gud hvor hører jeg det dog tit: »Husk nu at nyde børnene, mens de er små. Tiden går så stærkt«. Jeg får lyst til at sige: Så tag dog ansvar, hvis du synes, tiden går stærkt. Der er 60 sekunder i hvert minut. 60 minutter i hver time og syv dage i hver uge. Og det er der, uanset om du bor i Afrika eller Danmark. Hvis du synes, tiden går stærkt, så må det nødvendigvis være, fordi du ikke oplever den. Det gør mig virkelig ondt for de mennesker, der føler, de gik glip af børnene, mens de var små. Men så husk i det mindste at nyde dem nu og fremover.
Jeg bemærker, at mange, der har gennemlevet en livsforandrende sygdom eller ulykke, ofte beretter, at de er begyndt at værdsætte nu’et. Kan det virkelig være rigtigt, at der skal sygdom og nød til at minde os om værdien af ’lige her lige nu’?
Jeg tror, vi går rundt med en mærkelig opfattelse af tiden. Vi glemmer at sætte den i forhold til de ting, vi udretter. Det kan godt være, du synes, du lige har været student, men hvis dine børn er voksne, så prøv at tænke over alt det, du alligevel har nået og har oplevet, siden du fik din egen studenterhue på hovedet. Du behøver ikke at have besteget bjerge eller have modtaget guldmedalje for noget. Men overvej alligevel, om ikke du kan skelne årene fra hinanden. Somrene…nogle var kolde, andre varme. Prøv at tænke på, hvordan hver jul har været forskellig på trods af de faste traditioner. Hvordan din stue så ud dengang og nu. Tænk på de mennesker, du har mødt over årene. Mærk efter igen og se, om ikke det giver mening, at der faktisk er gået 25 år. Måske er du blevet 25 år klogere. Eller kønnere.
Når man bliver ældre, forstår jeg godt, man kan blive trist ved tanken om, at der statistisk set er ringere chance for, at man lever 25 år til. Men det duer ikke at blive trist over, at man glemte at inhalere essensen af det liv, man allerede har levet. Vi er nødt til at minde os selv om, at vi hver dag skal dvæle ved de små nuancer. Også når hverdagen er trist eller kedelig. Det lyder muligvis frelst, men der ligger altid nogle små gaver til os, hvis vi bemærker detaljen.
Lad mig give dig et eksempel. Her i sommer var jeg på ferie og plukkede de skønneste buketter, til stor glæde for mig selv. I dag opdagede jeg så, at præcis de samme grøftekantsblomster vokser herhjemme, hvor jeg bor. Og jeg opdagede, at hvis jeg bare stod et kvarter tidligere op, så kunne jeg nå ud at plukke dem og nyde dem lige her i min stue – næsten som havde jeg ferie. Vi er i småtingsafdelingen, men de kommende dage kan jeg glæde mig over disse blomster. Og det vildeste er: Det er sådan en lille ting, som bare er helt gratis.
Annettes uge på Instagram:
