I juli skriver Annegrethe Rasmussen, journalist og debattør, skarpe debatindlæg på bt.dk. Annegrethe er udenrigskorrespondent i Washington. Dette indlæg er udtryk for skribentens egen holdning.

Om få år vil au pair-piger fra det fattigere Europa arbejde for rige kinesiske familier.

Da jeg var barn, var verden temmelig overskuelig på papiret – også selv om den under overfladen selvfølgelig var rodet og kompliceret, som det også er tilfældet i dag: De rige lande lå i Nordeuropa og Nordamerika. De lande, som var ’på vej op’, var de såkaldt nye asiatiske økonomier, først og fremmest Japan. Og alle de fattige lande – bekvemt bunket sammen under etiketten ’den tredje verden’ – lå i Afrika samt i resten af Asien og Latinamerika.

Sådan er det som bekendt ikke længere. Og i USA – hvor jeg bor til daglig – er det hverdagskost at finde bekymrede artikler, der handler om, hvorvidt ’Europa’ – ikke bare Grækenland eller arbejdsløshedsramte Spanien eller Portugal – overhovedet kan overleve.

På amerikansk tv kan jeg jævnligt se debatter, hvor amerikanske eksperter spår euroens kollaps, voksende racisme og nationalisme, den ikke-eksisterende samlede EU-flygtningepolitik og den betydelige vækst i højre-populistiske partier som f.eks. Dansk Folkeparti, Front National i Frankrig og Ukip i det britiske.

Amerikanske økonomer ser heller ingen trussel fra Europas økonomier. Alt handler om dynamikken i vækstøkonomi nummer et, Kina. Man ser også mod lande som Brasilien og Indien og spørger, hvad man kan lære af dem. De er innovative og med et overskud af unge mennesker – modsat Europa, der for mange amerikanere er ved at udvikle sig til et smukt alderdomshjem.

Da jeg for et stykke tid siden interviewede den verdensberømte konservative amerikanske sociolog Charles Murray, sagde han det sådan her: ’Misforstå mig ikke. Jeg elsker at være på ferie i Europa. At slentre ned ad Paris’ gader, at nyde de grønne og smukke kvarterer i Stockholm eller Amsterdams kanaler. Og hvad kan slå arkitekturen i Rom. Jeg ville heller ikke have det mindste imod at være pensionist i Europa. Jeg ville imidlertid nødig være ung der.’ For Murray er kombinationen af alt for dyre velfærdsstater med tung regulering hovedproblemet.

Da jeg i sidste uge talte med en hollandsk trendforsker, sagde han det samme: ’De store virksomheder tager USA og Asien alvorligt, men ikke Europa. Vi bliver ikke længere set som et sted, hvor der bliver skabt ny værdi. Mere som et sted hvor befolkningen bliver ældre og ældre.’ Han mente også, at indvandringen af fattige og uuddannede mennesker fra krig og kaos bidrog negativt til EUs fremtid.

Samtidig kan man se en anden interessant tendens:

I 2013 overhalede antallet af nytilkomne immigranter fra Asien indvandringen fra Latinamerika til USA. Og her er ikke tale om fattige landarbejdere. Amerikanerne oplever, hvordan disse ’indvandrere’ giver gammel-amerikanerne baghjul – især på de videregående uddannelser.

De unge asiater vinder legater og priser for at være de bedste studerende – især inden for naturvidenskab, medicin og musik.

Diskussionen handler i USA derfor ikke kun om, hvorvidt Kina kan erobre pladsen som klodens rigeste og mest magtfulde land. Amerikanerne er også bange for den dag, hvor de dårligst stillede (hvide) amerikanske unge piger kan indtage rollen som au pair-piger for den velstillede kinesisk-amerikanske overklasse.

Den udvikling kan vi også roligt frygte i Danmark. Ikke at der i sig selv er noget i vejen med, at 18-årige Hanne fra Roskilde snupper nogle år som babysitter for familien Wángs tre år gamle matematik-geni i Shanghai.

Måske skal vi bare lige vænne os til tanken.