Den tidligere statsministerfrue Anne-Mette Rasmussen langer ud efter Camilla Plums børneopdragelse, efter at kogekonens søn har indrømmet den makabre strandslagtning af ponyen Tarzan. 

Ni dage efter at den lille, røde shetlandspony Tarzan på dramatisk vis blev slagtet af Camilla Plums søn, Carl Plum, på stranden ved Tisvildeleje, vækker sagen fortsat forargelse. Utallige personer har givet deres mening til udtryk om det makabre ponydrab, og nu har Anne-Mette Rasmussen også meldt sig i debatten.

- Camilla Plums opdragelse af sine børn er uanstændig, ansvarsløs, barnlig og naiv, skriver den tidligere statsministerfrue på sin Facebookprofil.

Kogekonen har tidligere i flere interviews åbent fortalt, at hun netop har opdraget sine børn til at være 'antiautoritære', da hun anser autoritetstro som en farlig ting.” Ifølge Camilla Plum har hendes sønner fået en fri opdragelse, da hun ikke går ind for en egentlig børneopdragelse. I stedet mener hun, at børnene selv skulle lære at stole på deres egen dømmekraft og sunde fornuft.

Anne-Mette Rasmussen, der er tidligere pædagog, henviser i sin kritik til et til et indlæg som Dansk Folkepartis Marie Krarup har skrevet på denkorteavis.dk. Og Marie Krarup er tydeligt forarget over Plums børneopdragelse, som hun kalder 'Venstreorienteret børneopdragelse, når den er værst'.

- 1968-ideologerne har omskabt systematisk svigt til ideologi. I stedet for at sørge for at, at de unge overtog gode og velfungerende normer og traditioner i vores civiliserede samfund, så brød de bevidst med normerne og lod børnene vokse op som små vilde. Ikke sært, at mange udvikler sig til barbarer, skriver DF'eren.

Marie Krarup slutter sit indlæg på følgende budskab:

- Det er på tide, at vi bryder 1968-ideologien indenfor opdragelse og pædagogik. Det bør den døde pony på stranden i Tisvilde lære os.

Også på sin egen Facebook-side får Camilla Plum hug for det, som hendes søn har gjort. Kogekonen har nemlig valgt at offentliggøre det brev, som Carl Plum har skrevet til den venstreorienterede hjemmeside Modkraft, hvori han indrømmer pony-drabet.

- Det langt ude, det han har gjort...', skriver en Facebook-bruger blandt andet som kommentar til brevet.

Flere brugere støtter dog også den kendte tv-kok.

- Hvor er der dog rettet meget had mod Camilla og hendes familie hist og her i denne tråd. Det føles som om mange har noget personligt at udsætte på de mennesker, og jeg ret rystet over alt det had. Carls brev er fuld af kærlighed til sin mor, skriver en anden bruger.