Annas ven slået ned på Nørreport da han ville hjælpe teenagepiger i nød: Nu er hun vred - på dig!

Anna Vesperinis kammerat forsøgte en dag at hjælpe tre teenagepiger, der blev chikaneret af en gruppe unge mænd på Nørreport station i København. Det resulterede i, at han fik en 'gedigen omgang tæsk', der blandt andet resulterede i et ødelagt korsbånd.

Der var andre mennesker på perronen, men de hjalp ikke Annas kammerat, og det er hun dybt frustreret over.

Derfor har hun skrevet et debatindlæg om, hvorfor vi danskere er stoppet med at hjælpe hinanden?

- Det er en lille smule skræmmende at skrive noget ud i det åbne rum. Men jeg gør det, fordi det ligger mig rigtig meget på sinde. Jeg kunne sagtens have skrevet det på Facebook, og det er der rigtig mange andre, der gør. Men det er altså lidt en gratis omgang, siger Anna Vesperini til BT.

- Debat i dag kommer hurtig til at handle om os mod dem. For mig handler det om dig og mig. Vi skal stoppe med at distancere os fra hinanden. Det er ikke nok at 'like' noget på Facebook, det ændrer ingenting, siger hun.

Anna Vespirini forstår godt, at folk er bange for at blande sig. Det er hun også selv, siger hun. Men, hvis der ikke er nogen, der gør noget, er det endnu værre. 

- Jeg er endnu mere bange for at leve i et land, hvor ingen gør noget for hinanden, og hvor der ingen tillid er, siger Anne Vesperini, der har lovet sin kammerat, at han kan forblive anonym. BT har derfor ikke haft mulighed for at kontakte ham.  

Læs hele Anna Vesperini debatindlæg nedenfor

Hvorfor steg du bare på det næste S-tog, som om intet var hændt? Hvorfor stod du bare og kiggede ned i din smartphone, i stedet for at tilbyde en hånd, da min ven humpede ud fra stationen bagefter? Hvorfor ringede du ikke engang efter hjælp?

Ja, vred på dig, læser. For der er noget helt galt med os, og du er tilsyneladende ligeglad.

For nogen tid siden blev en person, som jeg respekterer meget højt, overfaldet. Banket sønder og sammen på Nørreport S-togsstation en fredag formiddag. Hvorfor? Fordi han blandede sig i en situation, hvor tre teenage-piger blev groft chikaneret af en gruppe unge mænd.

Ja, tænker du. Det er også for galt med den kriminalitet. De indvandrere. Rockerne og banderne. Men nej, det er lige netop her du tager fejl, og det er lige netop derfor, at jeg er vred på dig - på os alle sammen.

For problemet er ikke, at der er nogle brodne kar i vores samfund. Der vil altid være nogen, som er vokset op med svigt og misbrug i stedet for kærlighed og omsorg. Der vil altid være nogen, som må ødelægge noget for andre, for at kunne føle værdi i sig selv. Det kan vi ikke beskytte os imod.

Men vi kan beskytte hinanden mod, at de brodne kar får lov at overtage og styre vores liv og samfund. Vi skal hjælpe hinanden.

DER STOD OTTE andre mennesker på perronen, da de unge mænd slår min ven i gulvet og derefter sparker ham, så han næsten ikke kan gå væk fra stationen. Hans korsbånd er revet over i det ene knæ. Hans lår er gule og blå. Hans bukser og jakke blev sparket i stykker. Det er ikke en omgang, som kun tager et øjeblik. Du kunne godt have nået at reagere.

Så, kære læser, hvorfor gjorde du ikke noget?

Hvorfor steg du bare på det næste S-tog, som om intet var hændt? Hvorfor stod du bare og kiggede ned i din smartphone, i stedet for at tilbyde en hånd, da min ven humpede ud fra stationen bagefter? Hvorfor ringede du ikke engang efter hjælp? Jeg udfordrer dig til at komme med en god undskyldning, som kan retfærdiggøre din apati, som resulterede i, hvad min ven blev udsat for.

Og hvorfor var det igen, at han blev overfaldet? Fordi tre teenage-piger blev groft chikaneret. Hvor du heller ikke greb ind.

HVAD MENER DU? DELTAG I DEBATTEN PÅ FACEBOOK HER (artiklen fortsætter under billedet)

Min ven er midaldrende og spinkel af natur. Lyder det som en fair kamp?

JEG ER SÅ vred over, at vi som samfund kan se hinanden i øjnene efter sådan et tilfælde. Og det er jo langtfra enestående. Det gør kun historien endnu mere trist og ulykkelig. Danmark er et smørhul i verden, som det er, fordi vi har enorm tillid til hinanden. Vi stoler på, at hvis vi bliver syge, kan vi få hjælp på hospitalet. Vi stoler på, at hvis vi bliver arbejdsløse, skal der nok blive taget hånd om os. Vi stoler på, at vi hjælper hinanden. Hvornår glemte vi, at tillid er noget, man skal arbejde for? Det er ikke noget som staten kan sørge for. Det er ikke noget som markedskræfterne kan sørge for. Det skal vi selv - menneske til menneske - sørge for.

Med episoder som den, min ven blev udsat for, hvor ingen griber ind, reducerer vi hinandens værdi til tåbelige flokdyr på savannen. Her kan løven plukke et enkelt dyr til aftensmad ud af flokken på flere tusinde, fordi hvert dyr i flokken kun tænker på sig selv. Dyrene forstår ikke at hjælpe den enkelte i flokken, som løven har udset som sit bytte. Det ville ellers ikke kræve andet, end at de benyttede sig af deres grundlæggende flokmentalitet. Selv en løve ville nok komme til kort over for et par tusinde vrede gnuer. Mennesker er også flokdyr, så det burde falde os naturligt.

Nej, vent, vi er faktisk værre end dyrene, selvom vi stædigt forsøger at bilde hinanden det modsatte ind. I naturen vælger løven den svageste i flokken, og det er dem, de andre flokdyr ofrer for deres eget skind. Vi lader de mest samvittighedsfulde og modige mennesker i stikken. De, der tør sige fra, de der blander sig, de der ofrer sig - de der går forrest.

Hvordan kan vi dog være os selv det bekendt? Hvor længe tror vi, at vores dejlige land kan blive ved med at være så dejligt, hvis vi ikke engang hjælper hinanden i så ekstreme situationer? Hvor bliver tilliden så af?

DET ER IKKE nok, at du »liker« videoer af heltemodige gerninger på Youtube, for at du kan sove godt om natten. Det er ikke nok, at du hen over ligusterhækken bliver enig med naboen om, at det da også er for galt med verden i dag. Det er ikke nok, at du forsvarer dig med, at du har kære derhjemme, og hvorfor skulle det lige være dig, der blandede sig? Hvem har ikke kære derhjemme? Hvem har nogensinde lyst til at skulle blande sig? Hvor meget lyst tror du, at de tre teenage-piger eller min ven havde? Det er bare ikke godt nok. Vi må og skal tænke mere på hinanden og mindre på os selv.

Hvis du er uenig, så foreslår jeg, at du tager en tur ud i verden. Til Sydafrika, hvor man ikke stopper for at hjælpe ved biluheld, for ni ud af ti gange er det en røveri-fælde. Bare ærgerligt for den tiende, som rent faktisk er kommet til skade. Til Detroit, hvor journalister nu skal have sikkerhedsvagter med rundt i byen, fordi risikoen for at blive slået ned er så store grundet det sociale og økonomiske sammenbrud. Eller bare tag en tur til Paris, hvor en ambulance med fuld udrykning ofte får lov til at sidde fast i trafikken, for ingen vil opgive deres egen plads i køen.

SOM JEG SER det, så er social dumping fra EU, Se og Hør-skandalen eller hvem der har betalt for Lars Løkkes tøjindkøb, ikke store problemer. Ikke i perspektivet af, at vi er ved at miste hinanden og det fællesskab, som gør Danmark unik. Vi er ved at tabe en altafgørende kamp for vores samfund og for hinanden. Og det er os alle sammen, der taber. Det er lige meget, hvem du er, hvad du tror på og hvilken undskyldning du netop nu, mens du læser dette her, er i gang med at finde på for dig selv.

Teenage-pigerne slap væk denne gang, heldigvis. Men hvad med næste gang? Når min ven har oplevet det svigt fra sine medmennesker, der gør, at han ikke længere tør blande sig?

Det er ikke de unge mænd, han er bange for næste gang, det, han er bange for, er dit svigt.

Vil du stå inde for det?

HVAD MENER DU? DELTAG I DEBATTEN PÅ FACEBOOK HER