I 2012 fik Dyrenes Beskyttelse 71 mio. kr. En stor del af pengene kom som arv fra afdøde dyrevenner og medlemmer. I den tro, at organisationen hjælper nødlidende dyr.
Men det gør Dyrenes Beskyttelse ikke altid, mener tre tidligere frivillige. De tegner et billede af en organisation, som går mere op i PR og penge end dyrevelfærd. Er der det mindste i vejen med en kat, hund eller et andet kæledyr, som kommer i Dyrenes Beskyttelses varetægt, ser det sort ud.
- Det er virkelig blevet en købmand. I hvert eneste tilfælde så de på, om det kunne betale sig at behandle dyret i kroner og ører. Hvis der ikke var penge i dyrene, så røg de på den sorte liste. De var meget hurtige med sprøjten, siger Lone Lorenzen.
Dødssprøjten, vel at mærke.
Kritikken går på, at Dyrenes Beskyttelse måler og vejer dyrene, når de kommer ind på deres internater. Vurderes det, at et herreløst dyr kan sælges videre, bliver der taget god hånd om det. Ellers skrider Dyrenes Beskyttelse til aflivning. For at mindske omkostningerne og på grund af den begrænsede kapacitet på organisationens internater.
- Jeg kan ikke rigtig genkende det billede. Vi afliver ikke dyr uden grund, lyder svaret fra Dyrenes Beskyttelses direktør Britta Riis.
Storm på Facebook
BT skrev i august om en kælen kat, som blev slået ihjel af en kredsformand fra Dyrenes Beskyttelse. Det fik nettet til at gløde. Blandt andet i Facebook-grupper som ’Gør Dyrenes Beskyttelse det godt nok?’ og ’Dyrenes Beskyttelse skød min kat’ har mange brugere delt deres dårlige erfaringer med organisationen.
Kredsformanden bag kattedrabet blev efterfølgende afskediget af Dyrenes Beskyttelse.
De tre, som BT har talt med, har gjort sig mange overvejelser om, hvorvidt de ville stå frem med kritikken af en organisation, som står så mange danskeres hjerte nær, og de selv har lagt mange kræfter i. To af dem har valgt at stå frem for at få nuanceret billedet af Dyrenes Beskyttelse, som efter deres mening er for rosenrødt. Den tredje ønsker af hensyn til sit fortsatte engagement i dyreværnsgrupper at forblive anonym.
Lone Lorenzen var først frivillig og arbejdede siden på Dyrenes Beskyttelses internater i Tune og Roskilde. I løbet af sine halvandet år i Dyrenes Beskyttelse oplevede hun, at de dyr, som kom igennem nåleøjet, blev behandlet rigtig godt. Men nåleøjet var lille. Meget lille. I 2012 sagde Lone Lorenzen stop; fuldstændig knust over, at så mange raske dyr blev aflivet på dyreinternatet.
Græd på vej hjem
- Jeg vrælede, da jeg kørte hjem fra arbejde. Så dårligt havde jeg det. Jeg vidste aldrig, hvilke dyr der var aflivet, når jeg kom dagen efter og følte ikke, at jeg kunne gøre noget som helst. Der var alt for strenge krav til, at dyrene kunne gå igennem nåleøjet til, at jeg kunne holde ud være der, siger hun.
Hun har selv fem hunde, tre katte og tre papegøjer. De er glade og velfungerende, men flere af dem har småskavanker. En af hundene har kun tre ben, en kat er døv, og en af papegøjerne er aggressiv over for alle andre end Lone selv.
- Til sidst begyndte jeg at tænke på, hvad der mon ville ske med mine egne dyr, hvis de kom på internatet. Jeg kom frem til, at kun tre af mine dyr ville kunne gå igennem nåleøjet og bliver videreformidlet til en ny familie, siger hun.
Lone Lorenzen ved godt, at hun går mere op i dyrevelfærd end de fleste, men hun synes, at eksempelvis aldrende hunde og katte bør have længere snor, end Dyrenes Beskyttelse giver dem i bestræbelserne på at finde et nyt hjem.
Jette Leerbeck var Dyrenes Beskyttelses kredsformand i Lyngby-Taarbæk Kommune i seks et halvt år, indtil hun stoppede i 2011. Sammen med sin eks-mand førte hun kartotek over sine sager, og hun kan nikke genkendende til Lone Lorenzens kritik.
- Jeg kan da undre mig over mange af de beskeder, jeg fik efter at have indleveret dyr på internaterne. ’Så døde det dyr ,og det dyr døde også.’ De var altså raske, da jeg indleverede dem. Jeg har også haft flere sager om dyr, som Dyrenes Beskyttelse aflivede, selvom de var øretatoverede, siger hun til BT.
Plejede image
Dyrenes Beskyttelse erkender, at der bliver aflivet dyr på deres internater, men de ser ingen anden udvej.
- Vi får rigtig mange dyr ind på vores internater. Og vi dømmer dem altså heller ikke til et livsvarigt internatophold. Det vil være alternativet, hvis vi ikke kan komme af med dyrene. Vi prøver at afsætte dyrene, men kan vi ikke det, kan vi komme i en situation, hvor vi bliver nødt til at aflive, siger direktør Britta Riis.
En anden tidligere kredsformand oplevede endda flere gange, at Dyrenes Beskyttelse lod folk, som indleverede dyr, forstå, at de skam havde fundet en god familie til dyret - selvom de i virkeligheden havde aflivet det. Dyrenes Beskyttelse stak dem løgnen for at pleje deres gode image, lyder det fra den tidligere kredsformand, som ønsker at være anonym.
Ifølge Jette Leerbeck er det især kattene - og deres ejere - som Dyrenes Beskyttelse lader i stikken.
- Dyrenes Beskyttelse gjorde sig ikke den umage at lede efter ejeren, hvis katten ikke var registreret rigtigt. Det kunne være noget så simpelt, som at katten ikke var blevet omregistreret efter at have fået en ny ejer. De kunne have kontaktet den tidligere ejers nabo eller kattens dyrlæge. Man kan jo se, hvem det er i øretatoveringen. Så det bør ikke være så svært, siger hun.
Usmageligt
Og kan ejeren ikke findes, er der ikke langt til dødssprøjten. Den fik mange katte på Roskilde Dyreinternat til trods for, at det eneste, de havde brug for, var en simpel tandrensning. Lone Lorenzen har tidligere arbejdet på en dyreklinik og tilbød sin ekspertise. Men uden held.
- Katte med dårlige tænder havde tit bare brug for en gang tandrens. Det tager ingen tid. Det eneste, jeg bad om, var, at dyrlægen bedøvede kattene. Så skulle jeg nok klare resten. Men det ville de ikke bruge ressourcer på, siger hun.
Lone Lorenzen undrer sig over, at Dyrenes Beskyttelse ikke vil bruge penge på dyr, som ikke fejler alverden.
- Det er usmageligt, når man tænker på, hvor mange penge de tjener på donationer og de dyr, der går igennem systemet, siger hun.
Ejerne skal betale for at få tilbageleveret et kæledyr, som er stukket af hjemmefra og er kommet i Dyrenes Beskyttelses varetægt. De tjener også penge på at videreformidle kæledyr til nye familier.
Ingen af de tre tidligere frivillige, BT har talt med, ville i dag kontakte Dyrenes Beskyttelse, hvis de fandt et nødlidende dyr.
- Aldrig. Aldrig! Jeg stoler ikke på dem, siger Jette Leerbeck.
Hvorfor ikke?
- Fordi jeg har været bag kulisserne og set, hvad der foregår.
Ud med sproget:
Ja, vi slår dyr ihjel
Britta Riis, du er direktør for Dyrenes Beskyttelse. Hvorfor slår din organisation raske dyr ihjel?
- Hvis dyrene er alvorligt syge, hvis de er kommet slemt til skade, eller hvis de eksempelvis er vilde eller aggressive, så vil vi ikke afsætte dem. De dyr bliver aflivet. Der er dyr, vi ikke kan redde, og det må vi acceptere. Der er heller ikke kapacitet til alle de dyr, vi får ind. Men det er da også meget bedre for en kat at komme ud at leve med en familie. Vores udgangspunkt er altid dyrets tarv.
Hvorfor giver Dyrenes Beskyttelses internater ikke tandrensninger til katte i stedet for at aflive dem?
- En kat, som har tandkødsbetændelse eller meget tandsten, har meget stor risiko for at få paradentose. Det vil kræve en livslang behandling. Får den ikke den behandling, vil det gå ind i blodbanerne og give nyresvigt. Men en tandrensning koster omkring 1.500 kroner om året. Sådan en kat får vi aldrig afsat.
Hvorfor tager I ikke kontakt til dyrlægen, hvis en kat ikke er blevet omregistreret? Dyrlægen vil jo i mange tilfælde kunne finde frem til den ny eller om ikke andet den gamle ejer.
- Vi skal tjekke i registrene, når vi modtager et øremærket dyr. Giver det ikke resultat, skal man søge bagud i tid. Det er blevet indskærpet efter den sag, som I skrev om (Hvorfor slog de Molly ihjel?, red.), hvor man ikke gjorde det.
Kan man være sikker på, at I gør alt, hvad der er muligt for at videreformidle dyr til nye familier?
- Ja, det kan man være 100 procent tryg ved. Heldigvis ser vi, at der bliver videreformidlet flere og flere dyr. Hvis bare folk ville hjælpe os med at komme af med alle de dyr, som kommer ind på internaterne, ville vi være lykkelige.
