60-årige Anita Pedersen blev på sin fødselsdag snydt af et cateringfirma, som ikke dukkede op med den bestilte mad. Hun stod i stedet tårevædet tilbage med 30 gæster og en stor vrede.

Det skulle have været en hyggelig fødselsdag med godt humør og dejligt mad, da Anita Pedersen 10. oktober holdt 60-års fødselsdag i Brønshøj. Gaverne var mange, og maden var god, men der blev ikke serveret den bestilte mad, der var lagt op til.

Cateringfirmaet Festmiddagen.dk, som skulle have bragt tre retters menu til 265 kroner pr. kuvert ud til fødselsdagsselskabet, dukkede nemlig aldrig op med maden. Da Anita Pedersen og hendes mand, Arne Pedersen, forsøgte at kontakte firmaet, tog ingen telefonenen.

»Jeg tænkte, at de måtte være forsinket, og at der måtte være sket noget. Men de dukkede aldrig op. Vi ringede til indehaveren op til flere gange, som til sidst lagde en telefonsvarer, hvor han sagde, at vi ville blive ringet op. Men det skete bare ikke,« siger Anita Pedersen og fortsætter:

»Man bliver bitter, rasende og ked af det, når en person kan finde på at få fuppe en på den måde. Vi stod med 30 mennesker og ingen mad. Man bliver vred, når man finder ud af, at cateringfirmaet fupper en,« siger hun.

Ifølge Anita Pedersens datter, Jette Camilla Adasaki, spolerede den manglende madudbringning fuldstændig morens store dag, hvor alt var planlagt til punkt og prikke. Gaverne blev åbnet med tåre i øjnene, og fupnummeret lagde en stor dæmper på stemningen til festen.

Et er, at festen blev totalt ødelagt, andet er, Yvonne Anita og Arne Pedersen blev franarret næsten 8.000 kroner af indehaveren, Lenneart Weihe, der ejer Festmiddagen.dk.

Penge, som de nu kun kan håbe på at få tilbage. I august lagde parret 1.000 kroner i depositum, som Lennart Weihe forlangte. Det resterende beløb på 6.950 kroner hostede parret op med den 1. oktober.

»Vi var i kontakt med Lennart Weihe pr. mail i månederne og ugerne op til festen. Han gav udtryk for, at alt var i den skønneste orden, og at de glædede sig til at bringe maden ud,« siger Anita Pedersen.

Den 6. oktober - blot fire dage før hendes store dag, var hun i mailkorrespondance med Lennart Weihe. Og den 1. oktober modtog hun denne mail fra ham:

'Godmorgen Anita. Nu nærmer tiden sig, hvor vi skal levere dejlig mad. Vi kommer som skrevet tidligere ca. halvanden time før, så vi kan anrette den lækre forret'.



Selvom maden ikke dukkede op, fik ægteparret alligevel mættet de sultne gæster. En kinesisk restaurant i Islev ved København fik på en time stykket en buffet sammen. Anita Pedersen er yderst taknemmlig for, at de kunne træde til med kort varsel.

Det skuffede ægtepar har nu meldt sagen til politiet, og Anita Pedersen håber, at indehaveren af Festmiddagen.dk bliver knaldet for det fupnummer, han har udsat dem for. Den 60-årige fødselsar sendte Lennart Weihe en SMS dagen efter festen, hvor hun sarkastisk takkede for maden, som aldrig kom.

»Jeg skrev til ham i en SMS, hvor jeg skrev, at jeg håbede, han havde dårlig smag i munden. Jeg forventede, jeg ville få en reaktion tilbage fra ham, men det fik jeg ikke,« siger Anita Pedersen.

Anita Pedersens datter, Jette Camilla Adasaki, fortalte forældrenes historie på Facebook i søndags. Her advarede hun andre om Festmiddagen.dk, som hun kalder 'et stort fupfirma'.

Datteren fortæller til BT.dk, at hun er blevet kontaktet af indehaveren på Facebook, som fortæller, at han ikke ejer cateringfirmaet længere, og at hans navn er blevet misbrugt af de nye ejere. Ifølge Jette Camilla Adasaki skulle han have fortalt hende, at de nye ejere skulle have overtaget firmaet for tre måneder siden.

Denne oplysning stemmer dog ikke overens med en mailkorrespondance mellem Lennart Weihe og Anita Pedersen, som BT.dk har fået indsigt i.

Mailen fra 1. oktober, som Lennart Weihe sendte til Anita Pedersen, er sendt fra hans egen mailadresse. På Virk.dk, som er virksomheders indgang til de offentlige myndigheder, fremgår det også, at han stadig står registreret som ejer af Festmiddagen.dk.

»Han har skrevet, at mine forældre nok skal få pengene tilbage, men de har endnu ikke modtaget noget,« siger Jette Camilla Adasaki.

På cateringfirmaets facebook-side har flere brugere henvendt sig med lignende oplevelser, som Anita Pedersen blev udsat for.

BT.dk har set dokumentation fra mailkorrespondancer og på pengeoverførsler mellem Anita Pedersen og Lennart Weihe. På trods af gentagne kontaktforsøg via mail, SMS og opkald i en uges tid, har BT.dk endnu ikke fået Lennart Weihe i tale.

Har du oplevet noget lignende? Tip BT på 1929@bt.dk eller på SMS til 1929.

Pengeoverførsler til Lennart Weihe.
Pengeoverførsler til Lennart Weihe.
Vis mere

På hjemmesiden Virk.dk, som er virksomheders indgang til de offentlige myndigheder, står Lennart Weihe stadig opført som ejer. Screendumpet er fra 14. oktober 2015 - fem dage efter Anita Pedersens fødselsdagsfest den 10. oktober.
På hjemmesiden Virk.dk, som er virksomheders indgang til de offentlige myndigheder, står Lennart Weihe stadig opført som ejer. Screendumpet er fra 14. oktober 2015 - fem dage efter Anita Pedersens fødselsdagsfest den 10. oktober.
Vis mere