Tigeren har kastet sig sulten over sit bytte.
Tigeren har kastet sig sulten over sit bytte. Foto: Bax Lindhardt

Der gik rent safarieventyr i en familietur til Knuthenborg Safaripark, da familien Malthesen måtte efterlade deres barnevogn i munden på en tiger.

Det har ellers været en stille og rolig tur i Knuthenborg Safaripark for familien Malthesen, da de sidst på formiddagen tirsdag er ved at forlade tigerburet. Men en af tigrene kigger intenst og meget interesseret efter familiens bil.

- Er det min datter på snart et år, den kigger efter, når Thomas Malthesen at tænke, inden hans kone Tea udbryder:

- Den er sgu ved at angribe os!

For tigeren er sat i løb mod bilen, da Thomas Malthesen trykker på speederen.

- Jeg dytter i hornet, men den sætter forpoterne op på kofangeren og flår barnevognen af, fortæller han.

Barnevognen er fastgjort på kofangeren, og tigeren får både barnevogn og nummerplade med. Den sætter sig ved hegnet og sætter tænderne i dækkene.

'Kom igen efter lukketid'

- Vi kører ud og kan se, at alle andre bag os stopper op. Vores dreng på fire græder og vil ikke tilbage for at se, hvad der sker. Og vi får at vide, at vi ikke kan få den igen, inden parken lukker klokken fem, siger Thomas Malthesen.

Han har onsdag været i kontakt med både Knuthenborg Safaripark og sit forsikringsselskab.

- Barnevognen er totalskadet, siger Thomas Malthesen og fortæller, at forsikringen ikke dækker tabet af barnevognen, fordi et dyr har forårsaget den.

I dag vidner et stort poteaftryk på kofangeren om tigerangrebet.

Safaripark: Beklageligt

Pressechef hos Knuthenborg Safaripark Søren Knudsen forklarer, at færdsel i den såkaldte Tigerskov er på eget ansvar. Det er der flere skilte, der gør opmærksom på i parken.

- Man må heller ikke have ting siddende på bilen. Normalt ville vores ellers erfarne slusevagt have opdaget det, da de kørte ind i Tigerparken. Så det er meget beklageligt, at han ikke har opdaget det, siger Søren Knudsen.

Han understreger, at der sikkerhedsmæssigt ikke har været noget problem.

- Når vi tænker på sikkerhed, tænker vi på mennesker, ikke ting. Og her er der ingen, der har været i fare.

I Tigerparken er der også en tigervagt, der kan komme til assistance, hvis der sker noget.

- Det er ham, der fortæller familien, at han ikke kan få fat på barnevognen, inden tigrene er tilbage i bur efter lukketid.

Søren Knudsen oplyser, at barnevognen er hentet ud af Tigerparken og familien Malthesen kan hente den.

SMS

Hitter på Facebook

Mere fra Få første måned for 9 kr.