Henrik Day Poulsen er overlæge ved Psykiatrisk Center København og har desuden egen speciallægepraksis i København. Her har han i en klumme beskrevet, hvorfor han mener, at forældre, der er betænkelige ved HPV-vaccinen til deres døtre, burde vaccineres mod dumhed:

Her midt i agurketiden har jeg brugt sommeren på at tænke over 2015s mest groteske emner.

Dem er der en del af, idet Danmark er et ultra forkælet land, hvor drejebogen altid er Jantelovens bog iklædt økologisk fanatisme, et had til alle autoriteter og en tro på, at vi er verdensmestre i alt.

2015 startede med danskere, som rasede over mæslingevaccinen. Mæslinger er en potentiel meget alvorlig sygdom, som kan medføre varige mén, f.eks. døvhed, og i visse tilfælde død. Men ikke for den stigende del af befolkningen, som mener, at vaccinen er farlig og derfor undlader at vaccinere deres børn.

Vaccineeksperters forsikring om, at vaccinen er sikker, og at manglende tilslutning til vaccineprogrammet kan medføre mæslingeudbrud og dermed bringe folk i livsfare, blev ignoreret.

For danskerne ved bedre. Havde mine forældre undladt at vaccinere mig, og jeg havde fået en alvorlig mæslingeinfektion, ville jeg aldrig have tilgivet deres dumhed.

Så kom balladen om HPV-vaccinen, altså vaccinen mod den potentielt dødelige sygdom livmoderhalskræft.

Her har medicinalindustrien udviklet en genistreg, der kan forhindre kvinder i at udvikle en meget alvorlig kræftsygdom, som smitter gennem samleje. Jeg tror faktisk, at sex fortsat er en af danskernes yndlingsbeskæftigelse. Og endda af de meget sunde!

Men igen opstod et hysteri af personer, som mener, at de har pådraget sig alvorlige bivirkninger fra HPV-vaccinen.

Eksperter fra både Statens Seruminstitut og Sundhedsstyrelsen forsikrede befolkningen om, at der var styr på alt. Men nej. Forældre udsatte eller aflyste deres børns HPV-vaccination. Al medicin har bivirkninger, men bivirkninger skal altid ses i forhold til virkningen. Og jeg vil hellere have f.eks. muskelømhed eller feber end kræft.

Hvad er det i den danske folkesjæl, der får visse danskere til at ignorere eksperter?

Jeg tilhører den gamle del af befolkningen, som stadig tror på, at læger ansat i Sundhedsstyrelsen og Statens Seruminstitut ikke er helt idiotiske.

Jeg tror faktisk, at de er meget kompetente, og at de vil danskerne det bedste. Jeg tror også, at de har styr på videnskabelig evidens og rådgiver på et meget højt niveau. Men åbenbart eksisterer der et segment i befolkningen, som helt ignorerer ekspertviden.

Tænk, hvis jeg i et fly mente, at pilotens krav om at spænde sikkerhedsbæltet var komplet idiotisk? Eller at politiets krav om at tænde lyset på min bil om aftenen var unødvendigt?

Jeg er helt klar over, at det fanatiske, bedrevidende element af befolkningen med fødderne plantet solidt i den alternative muld blot vil sige: Henrik Day er jo selv læge, så han beskytter blot sine egne.

Læg f.eks. mærke til, at Alternativet i sit partiprogram ønsker øget støtte til alternativ medicin, altså ikke-evidensbaseret behandling. Jeg siger: Fint nok, men jeg har langt mere samfundssind end økoflipperne, idet jeg, hvis jeg havde børn, klart ville lade dem vaccinere; for børnenes egen skyld, men også for mine medborgeres og samfundets skyld.

En vaccine er samfundsøkonomisk meget billigere end kræftbehandling.

Men i Danmark lever ignorancen, bedrevidenheden, dumheden og storhedsvanviddet videre. Jeg håber på, at 2016 bliver året med lanceringen af en vaccine mod dansk dumhed.