Musikken spillede på Engage festival på Refshaleøen i København, da Andreas Rohde Ip møder sin drømmekvinde. Men nu er drømmen endt, han fik nemlig aldrig spurgt om hendes nummer.

Der er derfor brug for en god sjat magi, held og hjælp, så Andreas Rohde Ip på 28 år kan finde drømmepigen igen.

»Vi sad og snakkede, mens vi drak Morgan og cola. Jeg havde ikke lige tænkt over det med nummeret. Jeg tænkte bare, hun er da meget sød. Da jeg så kom hjem, tænkte jeg, hende vil jeg gerne møde igen og lære hende bedre at kende - måske over en kop kaffe,« fortæller Andreas Rohde Ip.

Det var på festivalen Engage, der er lavet af Veteranfonden, at Andreas Rohde Ip mødte den søde pige. Det var hende, som tog kontakt til ham.

»Jeg sad oppe på en bakke sammen med nogle af drengene. Så fik vi fingrene i nogle sprutflasker. Hun kommer hen til os og spørger, om hun ikke skulle købe en flaske cola, da man ikke kunne drikke Morgan uden cola,« fortæller Andreas Rohde Ip.

Han kan bare ikke helt huske, hvad hun hedder. Derfor skrev han søndag aften en statusopdatering på Facebook, hvor han efterlyser pigen.

»Hun havde lyse cowboybukser på, en hvid top og var cirka 165 cm høj, hun havde blå øjne og skulder langt blondt hår. Jeg mindes hun sagde, at hun hed Katrine. Men jeg er lidt dårlig til navne, sådan noget sidder ikke fast på mig og musikken var lidt højt. Jeg tror, at hun har været udsendt som civil i forsvaret og måske er hun nu sygeplejerske eller noget i den dur,« siger Andreas Rohde Ip.

Pigen, der vidst nok boede på Sjælland må gerne kontakte ham på Facebook, hvis hun gerne vil lære ham bedre at kende.

»Jeg vil gerne invitere på en kop kaffe, øl eller drinks - hvad end hun har lyst til. Og fortsætte den gode samtale,« siger Andreas Rohde Ip.