For to år siden tabte Anders Jensen et væddemål, der gav ham en tatovering, der blev kaldt ’Danmarks dummeste tatovering’. Nu synes han ikke, det er sjovt længere.

»Ja, det var sgu ikke så godt. Det gik måske lidt for stærkt,« griner Anders Jensen, der de sidste to år har kunne prale af at have Danmarks måske dummeste tatovering.

I 2016 da han 18 år gammel gik på fiskeriskolen i Thyborøn, tabte han et væddemål til en kammerat, hvor han endte med at få tatoveret ’sut min pik’ under navlen.

»Vi sad og drak, og pludselig var der en, der råbte ’sut min pik’, og så lød det som en god ide at få skrevet,« husker Anders Jensen tilbage.

Men nu har han altså fortrudt.

Foto: Privatfoto
Vis mere

»Det har været to gode år. Det var god lir. Men jeg tænkte, at det var på tide at få den fjernet. Jeg synes måske, at det var lidt dumt alligevel. Mine forældre var heller ikke så stolte over det, men mine venner syntes, det var meget sjovt,« fortæller Anders Jensen, der har haft svært ved at finde en klinik, hvor tatoveringen kunne blive fjernet.

»Tatoveringen er lavet alt for godt, så der er mange steder, de ikke har kunne hjælpe, men nu har jeg fundet et sted i Odense, og jeg var til min første laserbehandling i går. Det gjorde skide ondt, og de siger, at jeg nok skal forvente 10-12 behandlinger. Man kan heldigvis få smurt bedøvelse på.«

Anders Jensen, der i dag arbejder som fisker og nu bor i Odense, fraråder andre at få lavet en lignende tatovering. Men han har ikke fortrudt, tilføjer han.

»Overhovedet ikke. Jeg har også fået lavet flere tatoveringer siden. Jeg regner med at skal have hele ryggen fyldt ud.«

Foto: Privatfoto
Vis mere

Den oprindelige tatovering kostede Anders Jensen 1.350 kroner. Han ved ikke, hvor dyrt det bliver at få fjernet den, men han er venner med indehaveren af klinikken Skinfix Clinic, så de skal nok finde en god pris, forklarer han.

Og hvordan er Anders Jensens forhold til kammeraten, der for to år siden vandt over ham i væddemålet og lod sig tatovere?

»Vi er stadig venner. Der er ikke noget dér. Jeg har desværre ikke fået taget hævn endnu, haha. Vi har heller ikke indgået nye væddemål siden.«