Der er mindst tre gange så mange ulve i Jylland som hidtil troet. Det viser nye DNA-analyser, som kan vise sig at afsløre endnu flere ulve.

Det vakte stor begejstring, da den første formodede ulv blev spottet i Nordvestjylland i 2012, og siden da er ulvene med jævne mellemrum poppet op rundt omkring i Jylland og har pustet til den latente ulvefeber.

Men nu har ulveentusiasterne for alvor fået grund til at juble, for nye DNA-analyser afslører, at der som minimum har været ikke mindre end 11 ulve på færde i Jylland bare sidste år.

Det skriver Videnskab.dk, hvor du kan se et kort over ulveforekomsterne

Indtil videre har forskerne kun haft identificeret fire forskellige ulve, hvoraf den ene er død, så der er altså tale om et markant større antal ulve, end man tidligere har kendt til.

De genetiske undersøgelser stammer fra formodede ulve-ekskrementer og spytprøver fra nedlagte byttedyr, som forskere fra Aarhus Universitet og Naturhistorisk Museum, Aarhus, har udført.

Læs også hos Videnskab.dk: Hun-ulv tæt på Danmark – er de første ulveunger på vej?

Prøverne er indsamlet både af private og af Naturstyrelsen, og DNA-profilerne afslører blandt andet, at den ene af ulvene er halvbror til den berømte Thy-ulv, som var den første ulv, der blev spottet i Danmark.

Det er dog langt fra sikkert, at man med de nye prøver – som kun har afsløret han-ulve – har opsnappet alle ulve, der har huseret i området i perioden.

- Der er endnu ikke påvist hun-ulve, men de kan jo være blandt de næste prøver. Det er sværere at påvise tilstedeværelsen af hun-ulve, da de ikke afmærker deres territorium helt så flittigt som han-ulvene.

Læs også hos Videnskab.dk: Hør optagelserne: Er det her de første ulveunger i Danmark i 200 år?

- Der er for eksempel i Tyskland tilfælde, hvor man har vidst, at der var et ulvepar i et område, men hvor de indsamlede prøver til DNA-undersøgelserne i en lang periode kun viste sig at stamme fra han-ulven, siger seniorforsker Liselotte Wesley Andersen, Institut for Bioscience - Kalø, Aarhus Universitet.

Til Videnskab.dk fortæller hun, at forskerne regner med at finde en hun-ulv før eller siden. Hun tør dog ikke give sit bud på, om der er hold i historien fra marts 2013, om at der skulle findes ulveunger i Danmark.

Forskerne har indtil videre kunnet identificere 3 ud af de 11 ulve, som DNA-profilerne har afsløret.

Andre artikler hos Videnskab.dk:

Hvad skal man gøre, hvis man bliver angrebet af en ulv?

Lille hund har forbløffende stor klitoris

Tvekønnet hund: Hvad sker der?