Amanda Jacobsen betalte bl.a. rejser og husleje for Gate Gourmet-direktørs datter, men afviser at hun var hans elskerinde

Sex-rygterne svirrede om den svindeldømte direktør Amanda Jacobsen hos flycateringfirmaet Gate Gourmet. De ansatte var sikre på, at hun havde en hed affære med belgieren Guy Dubois, der var direktør for samtlige 27.000 ansatte i koncernen.

De to ringede og sms’ede sammen flere gange om dagen, gik på drukture sammen i verdens hovedstæder og plejede privat et nært forhold. Og da andre i direktionen i både november 2008 og januar 2009 forsøgte at fyre Amanda Jacobsen pga. uduelighed, holdt Guy Dubois hånden over hende. I dag er Guy Dubios selv mistænkt for at have medvirket og kendt til millionsvindelen i Schweiz.

Intenst og dybt

Amanda Jacobsen benægter dog pure, at hun har været direktørens elskerinde. I bogen ’Operation Mermaid’ af journalist Thomas G. Svaneborg har hun følgende samtale med forfatteren:

’Nej. Vi har haft et intenst venskab, der var meget dybt, og jeg stolede på ham. Jeg fortalte ham detaljer om min barndom, som jeg ikke har fortalt til andre. Selv i dag, hvor det hele er ødelagt, savner jeg stadig det venskab.’

’Forstår du, at det er svært at tro på den historie?’

’Jeg kender alle rygterne. Men min mand er død, og hvis jeg havde haft en affære med Guy, kunne jeg lade det komme frem nu, men det har jeg ikke haft. Jeg har indrømmet mange ting, der er meget svære at indrømme, så hvorfor skulle jeg ikke indrømme det, hvis jeg havde haft en affære med ham?’

’Hvad er sværere at indrømme end utroskab?’

’At hele mit liv har været bygget på en løgn,’ siger Amanda Jacobsen i bogen.

Ferrari, Caribien og formel 1

Det er derimod sikkert, at det schweiziske politi har haft varetægtsfængslet og efterforsker direktør Guy Dubois for at have medvirket og kendt til millionsvindelen.

Da de ransagede hans villa ved Zürich-søen i april sidste år, fandt de 48 guldbarrer, 38 diamanter, ure fra Cartier og Bvlgari og en sort Ferrari California i garagen.

Det er også et faktum, at Amanda Jacobsen har øst gaver ud over sin schweiziske direktør, der havde trukket hende ind i ledelsen af Gate Gourmet og brugt hende til at rejse jorden rundt for at løse problemer.

Bl.a. havde hun betalt hans Ferrari, en juleferie i Caribien for direktøren, kone og to børn på eget krydstogtskib med kok og kaptajn for i alt 1,2 mio. kr., over 500.000 kr. eller 68.000 euro for et fire dages ophold på Hotel de Paris i Monaco, hvor man fra vinduet kan se formel 1, og betalt 370.000 kr. i husleje for direktørens datters lejlighed, da hun skulle studere i Paris.

Ifølge Amanda Jacobsen havde den schweiziske direktør også presset på for, at hun skulle købe ham et hus i Frankrig til 22 mio. kr.