I et åbenhjertigt brev til kæresten til den mand, hun har haft sex med, forklarer Amalie Langballe, hvorfor hun gjorde det, og hvorfor hun mener, at kæresten skal droppe den utro mand.
»Det eneste, jeg ved, er: Fra nu af er hver kvinde din fjende, og du kan ikke leve sådan. For jeg er ikke noget specielt, han bollede ikke mig, fordi jeg er mig, men fordi jeg var der, og det kan aldrig forhindres: At nogen er der,« skriver klummeskribent Amalie Langballe i Eurowoman.
Klummeskribenten forklarer i det åbne brev til den anonyme kæreste, hvordan hun både har ondt af hende, advarer hende mod at det kan ske igen med hvilken som helst anden kvinde og selv føler skyld over sine handling.
Hun beskriver, hvordan hun på kærestens Instagram-profil kan se, hvor meget hun elsker ham med sine små tekster om ham krydret med hjerteformede emojis.
Men efter en nat med seksuelle udskejelser råder elskerinden den forsmåede kæreste til at gøre sig fri af ham. Hun beskriver, hvordan hun godt forstår, at hun er vild med ham, for som hun skriver, 'så kan hans mund lede én steder hen, man ikke vidste, man magtede at gå hen', og hun tilføjer, hvordan hun selv begærer ham, og hvordan hans ord i deres elskovsnat blev elskerindens krops lov.
Amalie Langballe betvivler, hvor ægte hans følelser egentlig er for hans kæreste.
»Han glemte dig så hurtigt, at mit hjerte går i stykker for dig. Skyggen af dig falmede og forsvandt i et fænomenalt flashforward-tempo. Da du først var væk, bollede vi beredvilligt mod moralsk bundslam. Jeg prøvede en smule. De små muskler mellem mine brystben er ømme i dag, for jeg forsøgte at løfte ham af mig. Det trøster mig lidt, men det hjælper ikke dig en pik,« skriver hun i Eurowoman.
Skribenten prøver også at forklare, hvorfor hun selv gjorde det. Men hun skriver, at hun ikke har følelser for ham, men derimod en svaghed for melodien i hans stemme. Og hun jages af sin skuffede mors stemme i sit hoved, for det er ikke sådan, hun er opdraget.
Derfor vil hun nu forsøge at holde sig væk, men som hun skriver, så tror hun ikke, det vil lykkes, for 'jeg vil fejle, for der sidder en dæmon i mit kød, som lever sit liv gennem mit underliv', skriver hun og understreger, at det ikke er en undskyldning for hendes gerning.
Hun slutter sin klumme med at beskrive, hvordan hun har beklaget sig til sin veninde om, at hun ikke kan nyde spændingen ved oplevelsen, fordi tanken om den forsmåede kæreste hjemsøger hende, hvortil veninden svarer, at andre elskerinder normalt glæder sig over at have vundet over den anden kvinde.
Men sådan har Amalie Langballe det ikke og fyrer afskedssalutten af: 'Vid dette: Du står ubesejret.'
