Journalist Simon Riedel stiller hver uge kendte danskere spørgsmål, der går helt tæt på og får dem til at overveje sig selv og deres liv. Vi kalder det 'ERKENDELSE - helt ind til tanker og følelser'.
I denne uge har Simon Riedel talt med Amalie Dollerup om at være fintfølende, at have bullshit-detektor og skavtte til premiere og meget, meget mere ...
At være freelancer betyder for mig ... at jeg kommer til at arbejde med mange forskellige sider og grene af mit fag, som jeg absolut ikke havde troet, jeg kom til – i modsætning til da jeg var fastansat på Aalborg Teater i fire år. Da kom jeg også ud i forskellige teatermæssige udfordringer. Men her er det virkelig med at se mulighederne i de forskellige sider af mit arbejde, som f.eks. at holde foredrag, det havde jeg ikke forestillet mig, at jeg skulle. Jeg stod også med min egen julekoncert sidste december, og det gentager jeg i år. Jeg er generelt gået lidt mere ind i rollen som sanger og har spillet to jazzkoncerter i sidste uge i Vejle og kommer ud til firmaer og laver små events og koncerter. Der sker nogle andre ting, som jeg ikke havde set komme, da jeg flyttede fra Aalborg til København for to år siden.
Min bryllupsrejse gik til ... Wien. For ja, det er rigtigt, at det ikke ER længe siden, jeg sagde ja til manden i mit liv – Andreas Jebro. Vi blev gift i Vor Frelsers Kirke i begyndelsen af august. Wien havde jeg fået anbefalet af en masse venner, og det var som et mini-Paris – en dejlig, romantisk by uden for mange turister.
Det, jeg godt kan li’ ved ’Badehotellet’, er ... mine dejlige kolleger både foran og bagved kameraet. Det er vigtigt med god holdånd, når man laver serier gennem så lang tid. Jeg mødte f.eks. kl. fire i morges, og så er det rart, at man skal møde nogle dejlige mennesker. Jeg er også glad for, at jeg har fået lov til at udvikle rollen Amanda, som jo i begyndelsen er en vild teenagepige, der udvikler sig til en selvstændig voksen kvinde med empati og sympati – hvad hun ikke havde i begyndelsen. Det er en meget stor gave at få lov til at udvikle en karakter over ret lang tid. Selvom jeg er næsten 10 år for gammel til at spille rollen, så passer det med, at hun skulle have noget power og en selvstændighed. Jeg ser selv serien, når den kører i tv. For vi skuespillere ved ikke, hvordan de ender med at klippe scenerne og portrættere vores karakterer. Vi får lov til at se første afsnit til en afslutningsfest, hvor lyden f.eks. ikke er helt færdig, hvilket kan være ret sjovt, men ellers må vi vente og se den i tv. Det er som at have en lille premiere hver mandag.
Jeg undgik børnestjernesyndromet, fordi ... jeg har haft et godt bagland, tror jeg. Jeg har ikke en opskrift, men jeg har en familie, der altid har bakket mig op. Pressen og filmmedarbejdere og tv- og teaterfolk – de er flygtige og kommer og går, men familien er der altid. Det er den vigtigste faktor, der gør, at jeg er sluppet nogenlunde helskindet igennem at have været på en scene, siden jeg var seks år – og havde lyst til at komme tilbage til den som voksen. Men jeg har en sund skepsis over for branchen og medierne, en skeptisk distance. Den har jeg med mig, når jeg oplever folk, der lover mig guld og grønne skove. Det tager jeg med et gran salt. Jeg skal se en kontrakt, før jeg tror det, for jeg har måske også prøvet nogle gange, hvor det ikke blev til noget. Det er en hård branche, man får afslag eller hører intet, efter man har været til casting. Men når det lykkes, rider man på en bølge og er superglad, som da jeg fik rollen som Amanda.
Jeg var uheldig, dengang ... jeg gik til en premiere på den første ’X-Men’-film. Jeg var ca. 13 år gammel, det var inde i Imperial, og jeg havde stået og talt med pressen. Det var en sommerdag, jeg var i godt humør, havde en veninde med, og så skulle vi op ad de mange trapper, og der var jo generelt mange kendte mennesker, som jeg så op til. Jeg spurtede op ad alle de her trapper, og så snublede jeg og lå, så lang jeg overhovedet var, på trappen og prøvede at komme hurtigt op, mens jeg sagde: ’Nej, der skete overhovedet ikke noget, det gjorde slet ikke ondt’ – og så ind i biografen og sidde ved siden af Thure Lindhardt, og jeg syntes, det var noget af det mest pinlige i verden. Det gjorde stort indtryk på mig, ikke mindst fordi jeg kun var 13 – og det gjorde rigtig ondt.
Jeg mødte uventet godhed, da ... min bedste vens fætter skulle giftes i 2006 i USA. Min vens familie skulle derover og spurgte, om jeg ville med til New York. Der blev jeg også inviteret med til brylluppet og var med til alle formiddagene med picnic i Central Park og andet. Jeg har aldrig før mødt så megen åbenhed fra vildtfremmede mennesker – det var en helt fantastisk oplevelse at være med til et jødisk bryllup i den ældste synagoge i New York, hvor Sarah Jessica Parker blev gift. Det overraskede mig meget. Amerikanernes åbne sind i modsætning til, hvordan vi mange gange ikke er så tilbøjelige til at lukke fremmede ind i vores hjem.
Jeg kan godt lide, når mænd ... ser mig i øjenhøjde og viser respekt for mig. Når jeg arbejder på filmsæt, er der f.eks. ret mange mænd, og jeg oplever ingen forskel på, hvordan mænd og kvinder behandler hinanden. Vi arbejder ud fra den præmis, at vi er gode til hver sin ting og har respekt for hinandens afdelinger. På den måde kan alle arbejde frit og yde deres bedste. Der er aldrig nogen, der er nedladende over for mig på ’Badehotellet’.
Jeg er meget kvindagtig, når vi taler om ... lige løn til mænd og kvinder. Men hvis det skal handle om mig, kan jeg vel sige, at jeg aldrig har været en, der har gået til karate eller andre maskuline sportsgrene, jeg har gået til jazzdance og moderne dans. Men jeg er ikke, som mange kvinder ellers er, glad for at købe sko. Jeg hader at købe sko, for mine fødder er meget forskellige. Jeg forstår ikke, at kvinder kan lide at købe sko.
Jeg var virkelig bange, da ... min mand og jeg var på Cypern for fem år siden. Vi var taget med en del andre mennesker på en bådtur, hvor vi kunne snorkle i de forskellige grotter og bugter. Da båden lå stille, fik vi at vide, at der var god tid, så vi svømmede ind i en grotte som var flot og spændende. Da vi kom ud igen, så vi, at den båd, vi var med, var ved at sejle væk. Da blev jeg faktisk helt lamslået ... hvad sker der? Hvad gør vi nu? Vi lå der og plaskede. Og vi anede ikke, hvor vi var. Der var ikke nogen andre. Vi prøvede at råbe helt vildt, og heldigvis fik nogle øje på os og fik stoppet båden, hvilket var en stor lettelse. Det var et russisk par, der havde båden, og de skældte os bare ud – ikke noget med at undskylde. Så kom vi op på båden til vores ting igen. Heldigvis.
Jeg kan ikke klare, når folk ... ikke er pålidelige og troværdige,. Jeg bliver SÅ ærgerlig, når de ikke er. Der mister jeg troen på de mennesker. Hvis folk ikke er ærlige om deres intentioner, så har de mistet mig og min respekt. Jeg er fintfølende. Jeg har en bullshit-detektor, måske fordi jeg har oplevet en del folk, der ville tale med mig, fordi jeg var ’Amalie Dollerup’, og ikke bare Amalie. Derfor er jeg måske lidt mere obs på, om folk vil mig noget godt. Jeg synes generelt, man skal gøre sig umage her i livet og være et ordentligt menneske. Det bestræber jeg mig i hvert fald på at være.
Jeg er ikke meget for at indrømme det, men ... jeg har dyrket Melodi Grand Prix enormt meget – både det danske og det udenlandske. Jeg kan de mærkeligste sange fra det. Det begyndte, fordi mine ældre søstre havde sangene på kassettebånd, og så blev jeg så interesseret i det, at jeg op til 2002 fulgte med i alt.
Jeg rejser aldrig tilbage til ... et bestemt hotel i Athen i Grækenland, for der var virkelig lydt. Jeg kunne ikke sove en hel nat, fordi der inde ved siden af var et spansk par, der skændtes, så det bragede, og min ven snorkede. Jeg er meget lydfølsom og havde ikke nogen ørepropper med. De ligger nu altid i rejsetasken.
Jeg burde sige undskyld til ... skræddersalen og Elsebeth på Aalborg Teater, fordi de har brugt så meget tid på at finde sko til mig, der passer.
