Den folkekære sanger og komiker Niels Hausgaard er blevet alvorligt syg og har aflyst alle koncerter.

Det skriver Arena Nord på Facebook.

71-årige Hausgaard, som i øjeblikket optræder for fulde huse landet over med sit show 'Etik og alt det der' er blevet lagt ned af en svær lungebetændelse.

»Det er desværre i dag blevet meddelt, at Niels Hausgaard er indlagt med svær lungebetændelse, og derfor er hans koncerter i den nærmeste tid aflyst,« skriver Arena Nord på Facebook.

I første omgang aflyses denne uges koncerter. Den folkekære nordjyde skulle have spillet i Det Musiske Hus i Frederikshavn, Musikteateret i Holstebro og Vendelbohus i Hjørring. Samtlige koncerter var udsolgte.