Forskere påviser, at der ikke er sammenhæng mellem hpv-vaccinen og 44 autoimmune og neurologiske sygdomme.

København. Hpv-vaccinen mod livmoderhalskræft har været heftigt debatteret, fordi vaccinerede piger, deres forældre og nogle læger har mistænkt den for at forårsage alvorlige bivirkninger.

Flere studier - både europæiske og amerikanske - har dog afvist mistankerne om bivirkninger.

Og nu viser et stort dansk-svensk studie, som forskere fra Statens Serum Institut, SSI, og Karolinska instituttet står bag, at der heller ikke er sammenhæng med vaccinen og udviklingen af 45 sygdomme hos voksne kvinder.

- Vores resultater er betryggende. Der er selvfølgelig ting, der gør, at man aldrig kan være helt skråsikker og sige, at det skulle være helt usandsynligt, at der er en sammenhæng.

- Men vi har ikke kunnet observere en sammenhæng i materialer, der dækker over tre millioner svenske og danske kvinder, siger Anders Hviid, der er seniorforsker og en af forfatterne bag undersøgelsen.

Forskerne har undersøgt forekomsten af 45 autoimmune og neurologiske sygdomme hos 3,1 millioner kvinder mellem 18 og 45 år i Danmark og Sverige.

Blandt de autoimmune sygdomme kan nævnes type 1 sukkersyge og leddegigt. Mens de neurologiske blandt andet er epilepsi og lammelser.

Ved 44 af sygdommene konkluderer forskerne, at der ikke er øget risiko forbundet med vaccination mod hpv.

Kun ved én sygdom, har forskerne opdaget en overhyppighed. Det er cøliaki, som er overfølsomhed over for gluten.

Her kan forskerne ikke afvise en sammenhæng, men maner samtidig til besindighed, indtil andre studier kan dokumentere et lignende mønster.

I Kræftens Bekæmpelse mener professor, forskningsleder Susanne Krüger Kjær, at det nye studie bygger ovenpå resultaterne fra de tidligere studier.

- Det her lægger sig meget op ad de tidligere studier, der også har kigget på de autoimmune sygdomme og visse former for neurologiske sygdomme.

- Det låner kredibilitet til, hvor solide de her resultater er, siger hun.

Studiet påvirker dog ikke Karsten Viborg, som er formand for Landsforeningen for hpv-bivirkningsramte.

- For mig at se, så fisker man hele tiden efter noget, der kan bevise vaccinens uskyld, siger han og pointerer, at studiet kun har undersøgt et begrænset antal sygdomme.

- Jeg synes, man spiller sig selv ud af banen, når man påstår, at man har lavet en vaccine uden nogen som helst form for bivirkninger.

Karsten Viborg påpeger, at det vigtigste for foreningen er, at de hpv-vaccinerede piger, som oplever symptomer, får behandling.

I studiet er det voksne kvinder, der er undersøgt. Det skyldes, at de er mindre repræsenteret i tidligere studier af vaccinen.

/ritzau/