En kvinde har fået 'alvorlige skader' efter hun er blevet ramt af en bus i Aalborg.

Det oplyser den vagthavende ved Nordjyllands Politi til BT.

»En bus kommer kørende ad Østerbro. Her svinger den til venstre ad Skibsbyggerivej, hvor den rammer en kvindelig fodgænger. Hun er indbragt til Aalborg Universitetshospital med alvorlige skader. Mere ved jeg ikke om hendes situation,« siger vagtchef Henrik Beck.

Han fortæller, at politiet fik meldingen om ulykken 14.09.

Lige nu er man i fuld gang med at finde ud af, hvad der skete.

»Normalt ser man flere højresvingsulykker. Men det her var altså en venstresvingsulykke. Vi ved ikke præcis, hvad der skete, men det er vi ved at finde af nu. Der er flere vidner, som har set episoden,« forklarer Henrik Beck.

BT følger sagen.