Behandl andre, som du selv vil behandles. Den talemåde fik Mikkeline Liv Rask-hellensten så sandelig at føle, da hun gæstede Anders Lund Madsens program 'Dårligt nyt' torsdag.

Talsmanden for organisationen bag aktionen 'Overdøv Helle', som vil uddele fløjter og overdøve Helle Thorning-Schmidt, når hun skal tale til 1. maj, nåede knap nok at sige et ord inden journalisten Sanne Cigale hev en fløjte frem og begyndte at puste i den.

I klippet ser man en rådvild Mikkeline Liv Rask-hellensten, der ikke helt ved, hvor hun skal gøre af sig selv, når journalisten bliver ved med at fløjte. Til sidst forlader hun studiet og går ud af DR Byen skarpt forfulgt af en fløjtende Sanne Cigale.

BT.dk har i dag talt med Mikkeline Liv Rask-hellensten, der sagtens kan se det sjove i indslaget. Hun er dog ked af, at DR har klippet så meget i det.

- I går synes jeg, at det var hylende morsomt. Men da jeg så klippet i dag, synes jeg virkelig, at der var blevet klippet og skruet op og ned for mikrofonerne . Det var ret meget anderledes, end det vi blev konfronteret med i går, siger Mikkeline Liv Rask-Hellensten, der særligt ærgrer sig over, at man ikke ser slutningen på indslaget.

- Jeg synes, at det er god humor. Og da jeg kom ud, sagde jeg også til dem, at jeg synes at det var virkelig sjovt. Men man ser ikke, at vi siger pænt farvel til hinanden efter, at vi er kommet ud af bygningen. Det fremstår meget mere TV-mindet, end det reelt set var, siger hun til BT.dk.

BT.dk har ligeledes talt med journalisten Sanne Cigale, der fortæller, at formålet med indslaget var at vise, hvor tilpas udemokratisk og envejs kommunikativt det er at vise sin utilfredshed ved at begynde at fløjte. Hun er dog glad for, at Mikkeline Liv Rask-Hellensten kan tage episoden med et smil.

- Det er godt, at de kan se det sjove i det. For det var noget af det mest akavede, som jeg nogensinde har prøvet, siger hun.