Ahmed Akkari er netop ankommet til Vollsmose kulturhus, hvor han skal diskutere islamisme som en kulturel og politisk magtfaktor. Men allerede ved ankomsten er Akkari blevet mødt med hadske tilråb fra en gruppe unge. Det fortæller BTs udsendte på stedet.

- To udslidte biler kom fræsende op på siden af Akkari, og ud sprang en hel flok unge. De truede ham ikke direkte, men de opførte sig meget truende og råbte: Hvad laver du her, du er ikke velkommen her, fortæller han.

Ahmed Akkari blev landskendt under Muhammed-krisen i 2005-2006. Han var som talsmand for Islamisk Trossamfund med en gruppe danske muslimer, der rejste til Mellemøsten for at fortælle om de kontroversielle tegninger af profeten Muhammed. Siden har han fortrudt sine handlinger og har blandt andet i BT kritiseret den radikale version af islamismen.

Ifølge BTs udsendte har politiet været bevidste om, at disse udtalelser kunne skabe ballade her mandag aften, og de er derfor mødt talstærkt op.

- Stemningen er virkelig højspændt her. Jeg vil tro, at der var 10 unge i de her biler, og det var så tydeligt, at de har holdt klar og ventet på Akkari, siger BTs mand på stedet.

Ifølge ham var politiet dog ikke tilstede, da de unge kom springende ud af bilerne, da betjentene havde travlt med at kropsvisitere folk.

Vollsmose er første stop på en rundtur til seks udsatte boligområder, hvor der bor mange indvandrere. Her skal Akkari sammen med den socialdemokratiske politiker Christian Rabjerg Madsen debattere islamismen.