Efter at have talt ved et arrangement i Trykkefrihedsselskabet torsdag aften fik Ahmed Akkari overrakt et hvidt krus med den famøse Muhammed-tegning, der portrætterer profeten Muhammed med en tikkende bombe i turbanen. Ahmed Akkari takkede for koppen med tegningen, der blev bragt i Morgenavisen Jyllands Posten tilbage i 2005.

»Jeg tager mod dét, som er et meget stærkt symbol på det frie udtryk, fordi jeg til enhver tid stiller mig som en skarp kritiker af dem, der vil tage et andet menneskes liv som følge af, hvad en person ytrer,« siger Ahmed Akkari om gaven, der blev akkompagneret med en sort T-shirt fra Trykkefrihedsselskabet med skriften. »Hellere dø end holde kæft«. Ord sagt af Lars Hedegaard, der tidligere på året blev udsat for et attentatforsøg, hvor en person forsøgte at skyde islamkritikeren ved sin hoveddør.

Også Hedegaard var til stede ved aftenen arrangement, hvor Ahmed Akkari talte om den omvendelse, som har optaget ikke bare danskere men også flere internationale medier, herunder BBC.

»Hvis han lyver vil han være ondsindet og udspekuleret og en god skuespiller. Jeg tror på hans (Akkaris, red.) transformation. Han er en modig mand,« siger Lars Hedegaard til Berlingske ved aftenens arrangement, der fandt sted i den historiske Vartov-bygning i hjertet af København, hvor N.F.S. Grundtvig har været hospitalspræst.

Akkari var under Muhammed-krisen kendt som den muslimske prædikant, der sammen med en række forbundsfæller rejste til Mellemøsten for at vende den arabiske verden mod Danmark. Siden har Akkari løbende ændret syn på sin egen rolle under Muhammed-krisen, kulminerende med et interview til BT tidligere på sommeren, hvor han undskyldte sine handlinger.

Ved torsdagens arrangement gentog Ahmed Akkari, at det var en rejse til Libanon for år tilbage, der for alvor ændrede den tidligere prædikants syn på Danmark.