Der mangler akut fokus på det offentliges dårlige arbejdsmiljø, mener Akademikernes Centralorganisation.

København: Lederne i den offentlige sektor føler ikke selv, de er klædt på til at håndtere stress og dårlig trivsel blandt deres medarbejdere.

Det viser en ny undersøgelse fra Akademikernes Centralorganisation (AC) blandt 2151 medlemmer, der har ledelsesstillinger i den offentlige sektor. Det skriver Ugebrevet A4 torsdag.

Formand for AC Lars Qvistgaard mener, lederne er uddannet til at fokusere på de økonomiske resultater.

- Lederne vil gerne gøre arbejdet bedst muligt. De føler sig bare ikke godt nok klædt på til at hjælpe medarbejdere i problemer. Man skal kigge på den måde de offentlige ledere bliver uddannet på.

- Meget er management og resultatstyring, men de lærer ikke, hvordan man håndterer stressede medarbejdere. Det skal altså være bedre på uddannelserne, siger han til Ritzau.

Qvistgaard mener også, at politikerne bør tage de stigende stressproblemer i den offentlige sektor mere seriøst.

- Dårligt arbejdsmiljø er også noget, der skal være politisk opmærksomhed på. I dag snakker vi så meget om, at man skal levere resultater. Det kunne være væsentligt, at man fokuserede på at skabe et godt miljø for at lave resultater, siger han.

Spørgsmål: Synes du ikke, det er nødvendigt, at man måler resultaterne af sit arbejde?

- Politikere er i deres gode ret til at forlange resultater af den offentlige sektor. Men de bør have opmærksomhed på, hvilken betydning det har for de ansatte. Det rammer borgerne, fordi opgaver i det offentlige bliver løst dårligere, siger Lars Qvistgaard.

Spørgsmål: Hvordan skal et system se ud, hvor man rapporterer på arbejdsmiljøet?

- Man kunne fra det offentlige eksempelvis rapportere på medarbejdertilfredshed. Der skal leveres resultater, men der skal også fokus på, hvordan resultaterne er opnået.