En af Danmarks mest unikke skulpturer, ’Agnete og Havmanden’, er overladt til sig selv i undervandskampen mod algerne i kanalen på hjørnet af Højbro Plads og Ved Stranden over for Christiansborg Slot i København.

Skulpturen, der er særegen, fordi den som en af meget få i Danmark står under vand, er skænket - ganske gratis - til Københavns Kommune, af billedhugger og fotograf Suste Bonnén. På betingelse af at kommunen altså ville vedligeholde figurerne for fremtiden. Det er indtil videre foregået smertefrit, fortæller Suste Bonnén, men nu er et par af figurerne væltet, og der er hverken råd til at reparere aftenbelysningen eller rense skulpturen for snavs og alger.

- Jeg bliver ked af det, når jeg ser den. Det er meget opslidende, siger 64-årige Suste Bonnén.

- Skulpturen er folkeligt elsket. Det får jeg at vide af folk på Facebook, og jeg får masser af breve.

Sænket i kanalen

Suste Bonnén har sidenhen skrevet til Københavns Kommune for at få svar på, hvorfor ’Agnete og Havmanden’, der i 1992 blev sænket i den københavnske kanal, er overladt til sig selv.

Kommunens teknik- og miljøforvaltning oplyser i et brev til billedhuggeren, at de væltede figurer bliver rejst, men at man ikke har ’driftsmidler til at rengøre skulpturerne, hverken dem over eller dem under vandet’.

- Det er underligt, at de ikke har råd, nu når de har fået dem gratis. Jens Kramer Mikkelsen (forhenværende overborgmester i København, S, red.) har takket på kommunens vegne og Klaus Bondam (forhenværende teknik- og miljøborgmester, R, red.) har sagt, at man har forpligtet sig til at holde den vedlige, siger Suste Bonnén.

Nyt lys

Centerchef i teknik- og miljøforvaltningen i København Jon Pape forklarer, at aftenbelysningen af figurerne er så slidt, at et nyt skal installeres.

- Men det er der ikke råd til. Det koster 200.000, og vi har et årligt budget til Københavns 300 monumenter og skulpturer på 1.000.000. Der er mange ting, der skal repareres. Det er rigtig ærgerligt. Vi afrenser ikke skulpturer i København, men det er beklageligt, hvis Suste har haft en forventning om det, siger Jon Pape.