Tidligere medlemmer af Faderhuset er rystede over den video, Faderhuset offentliggjorde onsdag.

Tirsdag aften modtog Lydia Hesselberg en mail fra Faderhuset med et link til Faderhusets nye film, hvor hun bliver hængt ud som løgner.

- Jeg er chokeret og rystet over hendes ondskab. At hun igen langer ud efter mennesker, hvis liv hun har ødelagt. Ruth er fuld af løgn. Hun har kun lavet den film for at rense sit navn, så hun kan komme i Folketinget med sit parti. Jeg har ondt af alle de mennesker, der medvirker i den film, siger Lydia Hesselberg.

For tre år siden fortalte hun i flere medier, at Ruth Evensen på et tidspunkt havde fejet en mistanke om pædofili ind under gulvtæppet.

Hjernevaskede

Men selvom ingen i Faderhuset er blevet sigtet for pædofili, fastholder Lydia Hesselberg alt, hun har sagt.

- Jeg har aldrig sagt, der var nogle, der var pædofile. Kun at der var en mistanke, som Ruth ikke ville have undersøgt. Jeg har intet at undskylde over for Ruth Evensen, siger Lydia Hesselberg.

Et andet tidligere medlem af Faderhuset, Jerry Jensen, mener, at filmen er fuld af manipulation.

- Ruth Evensen lyver ikke direkte, men hun manipulerer. Hun siger i filmen, at sagen om Ungdomshuset bare handlede om, at vi skulle bruge nogle lokaler. Men i menigheden blev det fremlagt som en kamp mod lovløshedens ånd, og vi bad for at fjerne lovløshedens ånd, altså ondskaben, siger Jerry Jensen.

Han mener, at flere af de medvirkende i filmen er blevet hjernevaskede til at deltage.

- Man kan ikke kalde det tvang. Når man er i Faderhuset, er man inde i et mønster, hvor man tillader andre, at gå ind over ens grænser, siger han.

Er du på mobil eller app, så kan du se videoen 'Undsjyld Ruth' HER