Af to omgange afbrød Digteren Yahya Hassan et direkte tv-indslag midt under Royal Run mandag formiddag. Nu kommer han med en slags undskyldning til TV 2-journalisten Kristian Holt, der var igennem live på TV 2 News, da den voldsdømte digter pludselig stillede sig ind foran kameraet.

»Hvad sker der chef? Velkommen til Aarhus. Det er min by, det her. Det er ikke Kronprinsens,« sagde Yahya Hassan.

»Ja, det er vores alle sammens by,« svarede Kristian Holt.

Han var på live fra målområdet på Frederiks Allé i Aarhus, som er en af de fem byer, hvor danskerne kan løbe sammen med kronprins Frederik i anledning af hans 50 års fødselsdag, da Yahya Hassan gjorde sin entré.

»Det er Yahya Hassan, der er i byen, det kan jeg godt love dig,« lød det fra Yahya Hassan, hvorefter han gik væk fra kameraet igen.

Kort efter vendte han dog tilbage og beskyldte TV 2-reporteren for ikke at udvise ham nok respekt.

»Jeg har altid vist dig respekt, men hvis du ikke viser mig respekt, så får du sgu heller ikke nogen respekt tilbage,« sagde Yahya Hassan.

Nogle timer senere var han dog tilsyneladende faldet lidt til ro igen. Her kom han med en - lettere kryptisk - undskyldning til Kristian Holt.

'Kære Kristian Holt. Jeg undskylder ulejligheden i dag, i forbindelse med Royal Run. Men det var altså en bytter du sikkert havde set komme,' skrev Yahya Hassan.

Overfor TV 2 fortæller vagtchef ved Østjyllands Politi Peter Hunniche, at man fra ordensmagtens side holdt et vågent øje med Yahya Hassan under Royal Run.

»Vi er klar over, at Yahya Hassan er til stede i målområdet ved Royal Run i Århus, og vi har taget vores sikkerhedsforanstaltninger. Vi ved, at han kan finde på at lave en scene, som vi netop har set på tv, men vi har folk klar til at tage sig af sagen,« siger vagtchefen til TV 2.

Der har ikke været meldinger om flere episoder med Yahya Hassan under Royal Run.

​Yahya Hassan bragede igennem med digtsamlingen 'Yahya Hassan' i 2013, som med et oplag på mere end 120.000 eksemplarer den bedst sælgende debutdigtsamling i Danmark nogensinde. Siden da har digteren haft svært ved at følge op på succesen. I 2016 blev Yahya Hassan  idømt 1 år og 9 måneders ubetinget fængsel for at have skudt en 17-årig dreng i foden og ulovlig våbenbesiddelse.

Du kan se TV 2's noget usædvanlige live-indslag fra Royal Run, som blev afbrudt af Yahya Hassan, her.

Herunder kan du se Yahya Hassans egen optagelse af episoden.