Med få klik på computeren kan du i dag bestille take-away, en tid hos frisøren eller få ordnet dit testamente. Men netop ved testamentet er der brug for at være særlig opmærksom, inden du får en maskine til at lave det.

For der kan ofte være ukendte faktorer, der spiller ind, når du laver et digitalt testamente: Derfor advarer Danske Familieadvokater mod at lave online-testamenter. Formand for Danske Familie Advokater, Anne Broksø, fortæller, at man aldrig kan føle sig helt sikker, hvis man får lagt et testamente uden personlig rådgivning.

»Selvom jeg har over 20 års erfaring i faget, så ville jeg ikke kunne lave den her slags rådgivning om til en maskine. Der bliver ikke taget højde for alle de ting, for forudsætningerne for, hvad du svarer, er ikke nødvendigvis de samme forudsætninger, som maskinen havde,« siger Anne Broksø.

Hun fortæller, at hun ofte oplever, at folk føler sig trygge, når de har lavet et testamente, også selvom de ikke har fået nogen personlig rådgivning. Men der vil være mange ting, hvor folk ikke kan svare korrekt, eller ikke er opmærksom på de andre faktorer, der kan spille ind, såsom din ægtefælles formue.

»Der er en begrænsning for, hvor meget man kan spørge ind, når det er en maskine. Og der er bare nogle ting, som vi opdager, når det er personlig rådgivning,« siger Anne Broksø.

Derfor er rådet fra Danske Familieadvokater, at man aldrig må lave et testamente uden rådgivning fra en professionel. Der kan eksempelvis opstå problemer, hvis man skal svare på, at man er gift, enlig eller bor med samlever. For her er der andre faktorer, hvis din partner eksempelvis skylder penge, eller har en stor formue.

»Vi kan ikke vide, hvor stort problemet er, for vi ved ikke, hvor mange der bruger det, og man kan forestille sig, at de fleste, der har brugt det, har brugt det inden for nyere tid, og stadig er i live« siger Anne Broksø.

Hvis du udfylder testamentet forkert, risikerer du at overdrage din gæld eller formue til andre, end du ønskede skulle arve. Danske Familieadvokater har ikke et overblik over, hvor mange der har lavet testamenter online, da man ofte først finder ud af, at det er forkert udfyldt, når personen dør.

Anne Broksø fortæller, at man sagtens kan få lavet et testamente uden at sidde ansigt-til-ansigt, men at det er vigtigt, at man altid bliver rådført af en professionel.

Susanne Kirkeskov lavede testamente på nettet, men undervejs fik hun en mærkelig mavefornemmelse

Da 50-årige Susanne Kirkeskov skulle giftes for anden gang, ville hun gerne sikre sin familie og lave en ægtepagt og et testamente.

»Jeg har en andelsbolig med fra et tidligere forhold, hvor jeg har lovet, at det var det, jeg fik med ud af det ægteskab. Og som skulle blive på mine hænder,« siger Susanne Kirkeskov.

Foto: Privatfoto/ Susanne Kirkeskov
Vis mere

Testamentet skulle sikre, at hendes børn ville være første arvinger, og ikke hendes nye mand. Og da hun hørte, at hun kunne lave testamentet online, så tænkte hun først, at det var en god løsning.

»Jeg tænke 'yes – her kan jeg lige spare 10.000 kroner.' Og så begyndte jeg ellers at udfylde, hvor de ligesom bliver guidet igennem. Men jeg sad hele vejen med en følelse af, at jeg var i tvivl om, hvad der var rigtig,« siger Susanne Kirkeskov.

Derfor kontaktede hun en advokat med spørgsmål til det, som hun havde udfyldt. Og ganske som hendes mavefornemmelse havde sagt, så var der flere steder, hvor hun ikke havde udfyldt korrekt i forhold til hendes ønsker.

»Først da jeg sidder med en advokat, der fortæller mig, at hvis jeg havde trykket på nogle andre knapper, så var min kommende mand jo kommet til at arve de ting, som ikke er meningen, at han skal have,« fortæller Susanne Kirkeskov.