Neurokirurgen Benedicte Dahlerups valg om at stå frem, kort inden Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn kommer med sin kendelse i sagen om Carina Melchior, er ifølge Carina Melchiors advokat Niels Fjeldberg et ynkeligt forsøg på at påvirke afgørelsen kort inden lukketid.

»Det, der foregår nu, er, at Benedicte Dahlerup i sidste øjeblik forsøger at tale sin sag i medierne. En sag, der endnu ikke er afgjort vel at mærke,« siger Niels Fjeldberg til BT.

Han mener, at Benedicte Dahlerup har timet sine udtalelser påfaldende tæt op ad, at Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn i den kommende uge forventes at udsende sin endelige kendelse.

Niels Fjeldberg mener desuden, at Benedicte Dahlerup taler usandt om udviklingen i Carina Melchiors tilstand, efter at hun blev indlagt på Aarhus Universitetshospital.

»De informationer, Benedicte Dahlerup kommer med, er i direkte modstrid med de informationer, der fremgår af sagen, og det eneste, der er sket ved det, er, at det hele er blevet trukket i langdrag,« siger Niels Fjeldberg med henvisning til, at sagen begyndte tilbage i april 2012, hvor advokaten indklagede Benedicte Dahlerup og det øvrige sundhedsfaglige personale på den pågældende afdeling for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn på grund af håndteringen af Carina Melchiors behandlingsforløb.

»Jeg tror heldigvis ikke, at Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn lader sig påvirke af det her. Det har jeg faktisk fuld tillid til, men jeg mener, at det er en ynkelig måde, Benedicte Dahlerup håndterer sagen på,« siger Niels Fjeldberg.