Shoppingsæsonen bliver fredag skudt i gang med Black Friday, men svindlere udnytter forbrugsfesten.

Tilbud så vilde, at du næsten ikke kan lade være med at slå til.

Sådan lyder det fra mange butikker op til årets hele store tilbudsfest, Black Friday, der for alvor sparker shoppingsæsonen i gang.

Danskerne står til at sætte rekord og klikke endnu flere varer i kurven under dette års Black Friday, der løber af stablen nu på fredag.

Men vær på vagt, når du handler på nettet.

Sådan lyder opfordringen fra bankernes interesseorganisation Finans Danmark og e-mærket, den danske certificeringsordning for webshops.

Det er nemlig ikke kun os forbrugere, der har en fest på Black Friday. Det har it-svindlerne også.

- De sidste par år har Black Friday vist sig at være nogle af de største nethandelsdage på hele året, og den udvikling følger de it-kriminelle, siger Toke Mølgaard, kommunikationschef hos e-mærket.

To millioner danskere forventes at handle på Black Friday.

Sidste år svingede danskerne dankortet for over to milliarder kroner. Forventningerne er, at det beløb vil stige med 40 millioner kroner i år.

Det viser en undersøgelse, der er foretaget af YouGov for Nordea.

Én af de ting, man kan gøre for at undgå at falde i svindlernes fælder, er at læse op på, hvem der står bag den netbutik, man ønsker at handle på.

Helt specifikt skal man tjekke "Om os"-afsnittet på den pågældende hjemmeside.

- Mange af svindlerne kommer fra Kina, så de har brugt oversættelsesprogrammer til at lave hjemmesiderne.

- Det vil typisk resultere i stavefejl, dårlige grammatiske formuleringer og andre underlige blandinger af dansk og engelsk, siger Toke Mølgaard.

Ender man uden penge eller varer efter et køb, så skal man i første omgang sikre, at der ikke bare er sket en fejl i forbindelse med transaktionen.

Det siger Michael Busk-Jepsen, digitaliseringsdirektør i Finans Danmark.

- Der er jo masser af oprigtige butikker, så man kan prøve at kontakte firmaet, siger han.

Reagerer butikken ikke, skal man kontakte sin bank.

- Banken kan hjælpe én med at spærre kortet og lave en indsigelse, der gør det muligt at få sine penge tilbage, siger Michael Busk-Jepsen.

Ifølge ham kan det godt lade sig gøre at få sine penge tilbage, hvis uheldet er ude.

Black Friday finder sted fredag 24. november i butikker landet over.

/ritzau/