Advarsel om stærke billeder i bunden af artiklen.
Det der skulle have været en dejlig sensommerdag ved vandet, endte som et sandt mareridt, da Katja Kafling Wichmanns søn for fire år siden brændte sine fødder voldsomt på nedgravede gløder. Nu deler hun vigtigt budskab.
»Det der skete for Jakob, sker hvert evigt eneste år, så vi skal simpelthen have budskabet ud: Ild skal slukkes med vand - ikke sand,« siger Katja Kafling Wichmann.
En varm sensommerdag i august 2013 var Katja Kafling Wichmann, hendes mand og to sønner taget til Veddelev lidt udenfor Roskilde fjord, for at nyde det gode vejr. Hendes yngste søn, 3-årige Jakob, løb rundt med bare tæer, da han satte kurs mod en bunke sand.
»Pludselig bliver han stående helt stille, begynder at skrige, også falder han. Jeg når ikke at se det hele, men min mand ser, at huden under hans fødder skræller af,« siger Katja Kafling Wichmann.
Sandbunken var i virkeligheden et bål, som nogle havde forsøgt at slukke ved at dække det til med sand. Hvad de ikke vidste var, at når man putter sand ovenpå gløder, slukkes de ikke - det bliver som en ovn.
Katjas mand er tidligere førstehjælpsinstruktør, og handlede derfor hurtigt. Han tog sin tre-årige dreng op i favnen og løb ned til vandet, hvor han satte sig for at køle de forbrændte fødder ned.
Jakob blev herefter fragtet tl Rigshospitalet. Her blev han sammen med sin mor placeret i et baderum, hvor hans fødder blev bruset med koldt vand. Den lille dreng skreg og skreg, indtil han blev så udmattet, at han faldt i søvn.
»På et tidspunkt kommer en reservelæge ind. Hun kigger kritisk ned på Jakobs små fusser, hvorefter hun kigger på mig og siger, at det ikke er sikkert, at hun kan redde alle tæerne,« siger Katja Kafling Wichmann og tilføjer:
»Det var rædselsfuldt. Han blev kørt til operation om aftenen, og vi sad bare der med hjertet i hænderne, og tænkte: 'kommer han ud med alle sine tæer? Kan han blive halt? Kan han få svært ved ting motorisk?'.«
Det lykkedes lægerne at redde Jakobs små tæer, men forude ventede et langt smertehelvede, hvor den lille dreng skulle opereres flere gange samt have skiftet forbindningerne jævnligt.
»Det er det, der står klarest for mig her fire år senere. Forestil dig at skulle have skiftet forbinding på to fødder uden hud. Det var et helvede hver gang, fordi han havde så ondt, at det eneste jeg kunne gøre, var at give ham min arm og sige, at han måtte råbe, bide, kradse og nive alt det, han ville,« siger Katja Kafling Wichmann.
I dag er Jakob en sund og rask dreng på 7 år, som går til springgymnastik, Han har ar på fødderne, men er derudover ikke mærket af ulykken. Alligevel bliver Katja Kafling Wichmann hvert eneste år mindet om ulykken, fordi hun gang på gang hører om folk, som har lidt samme skæbne.
»Den her myte om, at ild skal slukkes med sand, er simpelthen noget utøj. Budskabet skal spredes, der skal vand på,« Katja Kafling Wichmann og tilføjer:
»Jeg har altid sagt, at Jakobs ulykke var unødvendig, fordi det er en spand vand, der skiller os fra, at det ikke var sket.«
Her kan du se billeder af Jakobs fødder efter ulykken:
