Det koster samlet mellem 158.000 og 287.000 kroner at adoptere et udenlandsk barn, skriver DR.

København. Prisen for adoption er steget voldsomt i løbet af de seneste ti år.

Danske familier skal betale mellem 158.000 og 287.000 kroner for at adoptere et udenlandsk barn afhængigt af afgiverlandet. I 2006 var den samlede pris omkring 80.000 kroner.

Det skriver DR Nyheder.

Hos Danish International Adoption (DIA), som står for at opkræve gebyrerne, er man ærgerlig over udviklingen. Det fortæller direktør Robert Jonasen.

- Vi synes jo egentlig også, at det er blevet for dyrt at adoptere. Adoption skal ikke kun være for rige mennesker. Derfor er vi også voldsomt bekymrede over, at prisen er nået dertil, hvor den er, siger han til DR.

Der er kommet færre adoptivbørn til Danmark, og det er en af grundene til, at prisen er skudt i vejret. Derudover er dokumentationskravene og adoptionsprocessen blevet mere omfattende.

Robert Jonasen understreger, at prisen er tilpasset de udgifter, der er forbundet med adoptionen.

Statstilskuddet til familier, der adopterer, er ifølge DR steget fra omkring 41.000 kroner til 51.583 kroner i den tiårige periode, men egenbetaling er samtidig steget markant på grund af højere gebyrer.

Det bekymrer Adoption & Samfund, der er en forening for adoptivfamilier.

- Vi mener, at adoption skal være en lige mulighed for enhver dansker, uanset baggrund og uddannelse, siger formand Michael Paaske.

/ritzau/