Adam Holm, klummeskribent på BT.
Adam Holm, klummeskribent på BT. Foto: Bax Lindhardt

Forleden sad jeg i et morgentog og småslumrede, da min mobiltelefon brummede og en tekstbesked tikkede ind: Jens er død! Har du hørt det? Jens er død!

Journalisten Jens Nauntofte, kendt for sine engagerede reportager fra alverdens brændpunkter gennem små fem årtier, er efter et par ugers sygdom afgået ved døden i en alder af 78 år. Nauntofte var ikke min nære ven og heller ikke min læremester. Han var noget vigtigere: en inspirator. Den slags skal man huske at påskønne i en flimrende verden med facebookprædikanter og døgnfluer.

Nauntofte slog sit navn fast dengang, hvor nationen sad klinet til fjernsynsskærmen og fulgte med i den første Golfkrig i 1991 mellem Irak og USA. Nauntofte var sekunderet af den navnkundige major Svend Bergstein, som med pegepind, papmachelandskaber og plastiktanks forklarede, hvordan fronterne stod mellem de irakiske styrker og de amerikanske tropper.

Set med nutidige øjne var det en håbløs måde at formidle på, men det virkede. Og af én bestemt grund: det var båret af lyst. Major Bergstein var den militært forstandige, som med underspillede charme og autoritet gav den tryllebundne offentlighed en lektion i moderne krigsførelse. Nauntofte var den vidende og nysgerrige journalist, der kunne finde rundt i Mellemøstens indviklede forhold og væld af religioner og serverede hele herligheden på en forståelig facon.

Nauntofte kendte sin besøgelsestid i verdenshistorien. Han dækkede Vietnamkrigen og amerikanernes kaotiske tilbagetrækning i 1975. Han havde siddet i et ørkentelt og talt med en hashomtåget oberst Gaddafi, Libyens brutale enehersker, og han var med i forreste linje, da Berlinmuren blev slået i stykker i november 1989.
Var han fejlfri? Selvfølgelig ikke. Og heldigvis for det. Han havde kant og holdninger, og den slags kan man både slå sig på og bliver irriteret over.

I forhold til mit ståsted havde Nauntofte en slagside i Palæstina-Israel konflikten. Måske var han også – for andres smag – lidt for rød, og af en Mellemøstkender at være var det et minus, at han hverken kunne arabisk eller hebraisk. Den ene gang, hvor jeg kom tæt på Nauntofte, var på en fælles arbejdsrejse til Kairo for fire år siden. Ved den lejlighed oplevede jeg mere end én gang, at han lod temperamentet få frit løb over for lokale taxachauffører og restauranttjenere. Ikke videre charmerende, men den, der skriver disse linjer – eller for den sags skyld læser dem – har formentlig også en skyggeside eller to. Nauntofte var naturligvis blot en kødelig skabning som os andre, men bestemt ikke en kedelig skabning. Han ville noget med sit arbejde, og han knoklede hårdt for at få høj som lav i tale.

I en tid hvor snæversyn og leverpostej dominerer debatten, er der brug for udsyn og forståelse af, hvor hulens meget større verden er, end den ser ud fra Dannevang. Nauntofte var ingen ’halalhippie’, men han vidste – og viste – at lukkethed om sig selv fører til åndelig iltmangel. Hans ældre bror havde været sømand og fremmedlegionær. Selv valgte han den globale landevej.

Dengang jeg var ung, på samme tid hvor Nauntofte var konge af fjernsynets udlandsdækning, sneg jeg mig i det lokale supermarked for at kigge i et af de kulørte blade, som havde et ugentligt billede af en letpåklædt kvinde under overskriften ’Hun gør Danmark dejligere’.

Hvis Jens Nauntofte havde optrådt i bladet, skulle der have stået: Han gør verden større. Heldigvis har hans indsats båret frugt.
Når man kigger på flokken af dygtige yngre journalister, der i dag rapporterer fra de blodige konflikter i Mellemøsten, er det fristende at se dem som Nauntoftes ætlinger. Ja, Jens er død, men ilden blusser stadig i den fakkel han bar.

SMS

Hitter på Facebook