Adam Holm (tv) er ikke i tvivl: Flemming Rose (th) er den eneste reelse kandidat til Cavling-prisen.
Adam Holm (tv) er ikke i tvivl: Flemming Rose (th) er den eneste reelse kandidat til Cavling-prisen. Foto: Bax Lindhardt/Mathias Bojesen

BLOG: Af Adam Holm (f. 1969), historiker og journalist. Fra 2006-2016 vært på ’Deadline’ på DR2. I dag freelance med tilknytning til P1 og Weekendavisen.

Flemming Rose er den eneste reelle kandidat, når Cavling-prisen skal uddeles

Om et par måneder udløses spændingen. I januar bliver det afsløret, hvem der modtager Cavling-prisen, den største hæder for journalister herhjemme. Det er den danske medieverdens svar på en Oscar. Hvert år er der adskillige dygtige nominerede om buddet, men står det til mig, er der kun én reel kandidat til næste års pris: Flemming Rose. Den tidligere kultur-og udlandsredaktør på Jyllands-Posten er på banen med sin nye anmelderroste bog ’De besatte’. Den handler om, hvordan han på sit gamle blad udadtil blev hyldet som bannerfører for ytringsfrihed, alt imens han indadtil gradvist blev forsøgt stækket, dysset ned, pålagt restriktioner og til sidst skubbet ud i kulden. Det er en grim historie om et monumentalt svigt af en sjældent modig mand.

Rose har siden Muhammed-tegningerne i 2005 været truet på livet af bl.a. terrorgruppen al-Qaeda. Den dag i dag må den 58-årige Rose affinde sig med at være under konstant beskyttelse af livvagter fra PET. Årvågne blikke i veltrænede kroppe og med pistoler inden for rækkevidde følger Rose, når han går tur med sin kone, når han triller et af børnebørnene rundt i en klapvogn, når han er på café, når han skal holde foredrag, når han besøger venner. Rose betaler en meget høj pris for at fastholde et princip, som er kernen i al offentlig meningsudveksling og dermed demokratisk debat: ytringsfrihed.

Andre har svigtet i stor stil og fortsætter med at gøre det, mens Rose i en række bøger, kommentarer og interview vedvarende har peget på vigtigheden af at kritisere al slags religiøs og politisk undertrykkelse. Hverken mere eller mindre.  Roses ”besættelse” er ikke hadefuld eller forskruet, men konsekvent på sagen. Jeg har endnu aldrig taget Rose i udelukkende at gå efter manden og ikke bolden. I nogle tilfælde kan det dog være svært ikke at tackle den ene uden at ramme den anden. Det ser man i den nye bog, hvor Rose elegant fælder de to mest magtfulde mænd i ledelsen af JP/Politikens Hus. Bestyrelsesformand Lars Munck, en høflig og beleven skikkelse, og den mere temperamentsfulde og dominerende næstformand Jørgen Ejbøl.

De har sikkert mange fornemme kvaliteter, men i denne sag står de i lort til halsen. Og gør man det, er det uklogt at lave bølger. Roses dokumentation er så stærk, at det egentlig bare er en tilståelsessag. Hvad skal de tilstå? Ikke noget kriminelt. Nej, noget mere tungtvejende end som så, nemlig at have solgt ud af deres egen journalistiske integritet. Hykleriet er så tykt, at det er til at skære i.

Oven i købet virker det som om, især Ejbøl har en kræmmersjæl frem for et ægte publicistisk temperament. Han synes at have troet, at hvis bare Rose holdt sin kæft og forsvandt fra offentlighedens søgelys, ville de fanatiske islamister, der truer med bål og brand, forsvinde af sig selv. Man græmmes over en så virkelighedsfjern analyse. Benjamin Franklin, en af de amerikanske forfatningsfædre fra 1700-tallet, har sagt: ”De, der er parate til at give afkald på frihed for lidt mere sikkerhed, fortjener hverken frihed eller sikkerhed”. Så sandt. Til gengæld fortjener Rose den fornemste journalistiske pris. Giv Cavling til Flemming!

SMS

Hitter på Facebook