Den 60-årige århusianske mangemillionær Lars Petersen er endt i en forfærdelig kattepine.

Han er forelsket. Så meget, at han overvejer at købe en ring. Problemet er, at han ikke ved, hvem han skal falde på knæ for.

Den 3. december var den fraskilte direktør sammen med en bekendt i byen i Aarhus, da han traf en norsk kvinde. Hun var interesseret, og følelserne var gengældt, men sidst på natten mistede de to kontakten i menneskemylderet ved Aarhus Å.

Lars Petersen fik hverken adresse eller telefonnummer på den høje, nordiske skønhed, og navnet har han glemt. Men mødet gjorde varigt indtryk.

Da spritten fordampede

- Først tænkte jeg ikke særligt over det, men da spritten begyndte at fordampe næste morgen, blev det klart for mig. Jeg har det, som om jeg sidder på et kakkelovnsrør, når jeg tænker på hende. Jeg har aldrig før mødt en kvinde, som giver mig den følelse, fortæller Lars Petersen.

Den 60-årige iværksætter ejer og driver til hverdag selskabet PP Busser, som med en årlig omsætning på omkring 50 mio. kr. har sikret en bankbog i den misundelsesværdige klasse.

Da B.T. møder ham, er det på selskabets kontor. Herfra har han i mere end to måneder styret en intensiv eftersøgning af den mystiske kvinde, der forsvandt i natten.

En ansat har været i Norge for at lede, og i går bragte norske aviser for anden gang en lyserød annonce med et stort hjerte, hvor den cirka 55-årige kvinde efterlyses. Eftersøgningen er dyr, men hver en krone værd, forsikrer Lars Petersen.

Store bryster

- Det kan nok virke mærkeligt, når jeg reelt ikke ved en prut om hende ud over, at hun er fra Norge og ugift. Men hvis du mødte hende, ville du forstå. Det er hendes udstråling. Hendes smil, hendes måde at være på og hendes chikke, korte frisure. Og så gør det selvfølgelig heller ikke noget, at der er big boobies, smiler Lars Petersen.

Ud over de store bryster og det charmerende væsen husker den århusianske bus-millionær meget lidt om den mystiske kvinde: Hun var i Aarhus sammen med sin søster og en søn og boede på det lokale 4-stjernede Radisson-hotel. Turen var et weekendophold arrangeret af hotelkædens norske afdeling.

Men hverken arrangøren eller hotellet vil oplyse gæsternes navne. Lars Petersen har spurgt. Flere gange.

Alligevel holder han stædigt fast i håbet om en dag at kunne sætte en ring på sin store kærligheds finger.

Den sidste billet

- Jeg er nødt til at tro på det. Jeg er jo ved at være der i livet, hvor det skal være nu, hvis jeg skal nå det, inden jeg tager den sidste billet, siger Lars Petersen.

Giver annoncekampagnen i Norge ikke resultat, vil Lars Petersen forsøge sig med en privatdetektiv.