Det er utilfredsstillende, at Aarhus Letbane fejlvurderede, hvornår letbanen kunne åbne, siger borgmester.

Aarhus. Blot få dage før aflysningen af den planlagte åbning af letbanen i Aarhus havde byens borgmester, Jacob Bundsgaard (S), fået at vide, at Aarhus Letbane "regnede fuldt og fast med at godkendelsen ville falde på plads".

Det siger borgmesteren på et pressemøde, efter at han har modtaget en redegørelse over forløbet fra Aarhus Letbane.

Han mener, at det er stærkt kritisabelt, at Aarhus Letbane fejlvurderede, hvornår byens letbane kunne komme på skinnerne.

- Det ville have været klart det bedste, om man havde været sikker og ikke havde beroet på, at man forventede en godkendelse. Men det er en fejlvurdering, og det er kritisabelt, siger borgmesteren.

Letbanens direktør, Claus Rehfeld Moshøj, skrev onsdag i sidste uge til stadsdirektør Niels Højberg. Her forsikrede han ifølge borgmesteren om, at der var styr på situationen:

- Direktøren skrev, at man gik med to livremme og to seler. Det gjorde man så ikke, siger han.

Fredag aften stod det klart, at Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen ikke kunne godkende letbanens håndtering af sikkerheden, ligesom man ikke havde tillid til den fremtidige vedligehold af banen.

En stor åbningsfest af letbanen med kransekage, gospelkor og udstillinger blev herefter aflyst.

Selv om Jacob Bundsgaard taler om en "fejlvurdering" fra letbaneselskabets side, får det dog ifølge borgmesteren ikke umiddelbart nogen personalemæssige konsekvenser:

- Jeg har tillid til, at man kan løse den her opgave. Man har også erkendt, at man har lavet en fejlvurdering, og nu har man fuldt fokus på at få letbanen ud og køre, siger borgmesteren.

Han lægger ikke skjul på, at sagen kaster et skidt lys over Aarhus.

- Det er en møgtræls situation, men jeg har en forventning om, at vi kommer ud og køre relativt snart. Så det her i det store billede bliver en parentes i letbanens historie, siger han.

Belært af erfaringen tør borgmesteren dog ikke melde en ny dato ud for åbningen.

Det er Region Midtjylland og Aarhus Kommune, der i fællesskab ejer letbaneselskabet.

Borgmesteren vil onsdag give byrådet i Aarhus en orientering om forløbet.

/ritzau/