Ny vandflyverrute Aarhus-København er ikke bare en højt flyvende plan men snart en realitet. Det skriver Stiften.dk

Det har aldrig været lettere at rejse mellem Aarhus og København. Rederierne er i forvejen ved at falde over hinanden i kampen om Kattegat-kunderne

Men nu melder en ny aktør sig på banen. Et vandflyverfirma har nemlig planer om en ny indenrigsrute mellem Aarhus og København, skriver rejsesitet Check-In9.

- Målgruppen for denne rute er advokater, revisorer og lignende, der ofte fakturerer 2.500 kroner i timen. En togtur fra København til Aarhus vil således koste deres klienter op mod 10.000 kroner, siger Rune Balle fra Samsoe Seaplanes til hjemmesiden.

Han ser dog også journalister og politikere som potentielle kunder.

Rune Balle oplyser, at både Aarhus Havn og Københavns Havn er klar med tilladelser til vandflyvningen mellem de to havne:

- Begge havne har sagt ja. Det samme har Trafikstyrelsen, Søfartsstyrelsen, Søværnets Operative Kommando, Politiet og Fiskeritilsynet. Og de to kommuner synes også det lyder spændende. Så nu venter vi blot på Kystdirektoratet, siger han.

Der er tale om et Cessna 208 Caravan fly med plads til ni passagerer. Det er planen, at ruten fra den østlige del af Aarhus Havn skal have afgang tre-fire gange dagligt.

Prisen bliver angiveligt omkring 1.500 kroner for en enkeltbillet. Turen forventes at vare 45 minutter.