Peter Albæk tror dog ikke, postyr i Cannes får konsekvenser for festivalens forhold til von Trier i fremtiden.

Den israelske distributør af Lars von Triers film, "Melancholia", vil tilsyneladende prøve at komme ud af den kontrakt, som er grundlaget for, at filmen kan vises i Israel.

- Men vi har altså en kontrakt med dem, og den river man ikke bare i stykker, siger Zentropas direktør, Peter Aalbæk Jensen, til Ritzau.

Allerede før festivalen i Cannes, hvor "Melancholia" deltager i hovedkonkurrencen, havde distributionsselskabet Trust Nordisk solgt filmen til alle væsentlige markeder over hele verden.

- Når hele postyret har lagt sig, tager vi en snak med israelerne og ser, om vi kan finde en løsning, tilføjer Peter Aalbæk Jensen.

Det er von Triers udtalelser om Hitler, nazister og jøder, som også har bragt gemytterne i kog i Israel.

Lars von Trier og festivalen i Cannes har nærmest været uadskillige størrelser, siden instruktørens debutfilm, "Forbrydelsens element", blev udtaget til festivalen i 1984.

- Festivalen vil uden tvivl lægge ham på is et stykke tid, men i denne branche går folk normalt ikke rundt med livslangt nag til hinanden, mener Peter Aalbæk.

Zentropas direktør bekræfter, at festivalen også har udgjort en vigtig platform for den økonomiske side af von Triers projekter.

- Men Lars kan altså godt lave film uden Cannes. Selv om skulle gå så galt, at festivalen ikke inviterer hans næste film, er han så stort et navn, at det ikke bør påvirke mulighederne for at få filmen solgt og distribueret i udlandet, understreger han.

Peter Aalbæk Jensen kritiserede onsdag, at Lars von Trier havde fremsat "åndssvage og tåbelige udtalelser" efter visningen af "Melancholia" i Cannes.

Senere onsdag undskyldte instruktøren sine udtalelser, hvilket festivalen tog til efterretning.

- Alligevel havde jeg ventet, at festivalen tog det skridt, som den senere har taget. Selvfølgelig ville de nødigt se von Trier stå og svinge med Guldpalmen søndag aften, hvis det bliver aktuelt, slutter Peter Aalbæk.

/ritzau/