I videoen foroven kan du se fem gode råd til at køre sikkert i vintervejret.

Har du frosset lidt mere de seneste dage og hevet de varmeste trøjer frem, så har du nok også bemærket, at Danmark de seneste dage har befundet sig i en kummefryser.

Men det bliver værre endnu, advarer DMI. For en blanding af kulde og kold vind, kommer til at få kulden til at gå gennem marv og ben.

Det er den længe varslede ’sibiriske kulde’, der har lagt sig over landet. Og kulde i kombination med vind har ført til, at det søndag har føltes som minus ti grader mange steder i Danmark, selv om termometeret reelt kun viste et par minusgrader.

Det forklarer meteorolog ved DMI, Janne Hansen:

»Når der er vind, føles det koldere, da man bliver afkølet hurtigere. Ifølge kuldeindekset føles en frisk vind og minus fem grader som minus 14 grader,« siger hun.

Har du billeder eller video af snevejret eller frosten? Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

Men det vil blive koldere endnu. De koldeste dage forventes at blive tirsdag og onsdag. Og samtidig vil der også komme sne.

»Vi har en nordøstlig strømning af kold luft ned over landet, og det gør, at der udover det relativt varme vand dannes byger, der driver ind over land,« siger meteorologen.

Bornholm er et af de steder, der vil blive hårdest ramt af sne. Allerede søndag morgen kunne bornholmerne vågne op til et lag på fem til otte centimeter sne.

I alt forventer DMI, at der i løbet af de kommende dage vil falde mellem 20 og 50 centimeter sne på Bornholm. Desuden advarer DMI om risiko for snefygning på Bornholm mandag. Derudover kan Nordfyn, Lolland-Falster, Sønderjylland og Trekantsområdet også få en del sne, mens resten af landet ikke burde blive så hårdt ramt:

»Det er de steder med nordøstvendte kyster, der er udsat, og hvor der også er et stykke med åbent vand fra kysten. Det er her, at disse byger dannes og driver ind over landet,« fortæller Janne Hansen.

Dog ser det ud til, at Danmark slipper for at blive begravet i flere meter sne, som det er set nogle gange før. I de tilfælde har det været en anden slags snebyger, der har været årsagen.

»Det er ikke den slags snevejr med en front, hvor der pludselig kommer 30 cm sne. Det, vi ser nu, er snebyger, der står og hele tiden giver en lille smule. Og over tid bliver det akkumuleret til lidt større mængder,« forklarer meteorologen.

Men sne eller ej, så er der ingen grund til at pakke det varme tøj væk foreløbig. Det kolde vejr ser ud til at fortsætte i hvert fald frem til næste weekend, lyder det fra DMI.

Har du billeder eller video af snevejret eller frosten? Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.