Et brev til den lokale borgmester er pludselig gået viralt igen. BT har talt med afsenderne af brevet for at høre, hvad de mener nu.
Yoga og mindfullness er for længst blevet en del af mange danskeres liv, men ifølge Ulla og Martin Nissen fra Haderslev Husmenighed er det 'djævlens værk' og decideret farligt - især for børn og unge.
'Gymnastik til børn er sundt. Men lad være med at blande yoga og åndedrætsøvelser og fantasirejser ind i det. Det er åndeligt og er en indgang for mørke kræfter (dæmoner),' skriver Ulla og Martin Nissen blandt andet i et to år gammelt brev, som nu bliver delt igen og igen på Facebook.
Ordene stammer fra et åbent brev til Haderslev Kommunes borgmester Peter Geil fra 2015, hvor Ulla og Martin Nissen advarer mod, at børnehavebørn og skoleelever får psykiske problemer og bliver besat af onde kræfter, når de dyrker yoga. BT har talt med Martin Nissen, som har givet os lov til at viderebringe brevet, som du kan læse i sin helhed nedenfor. Han forklarer også, hvorfor yoga og mindfullness efter Haderslev Husmenigheds opfattelse bringer udøveren i tæt kontakt med potentielt livsfarlige dæmoner og ånder fra Østen.
En holdning mange på blandt andet på Lokalavisen Haderslevs Facebook-side er dybt uenige med Ulla og Martin Nissen i.
'Yoga er IKKE farligt. I folkeskoleloven står også, at børnene skal introduceres til, og lære om andre religioner,' skriver Christina Sietam.
'Det her er forhåbentlig ikke seriøst?! Yoga styrker dit bånd til din krop og følelse for kroppen og sindet. Og mindfulness er godt for stress og giver ro og afslappethed,' skriver Julie-Katrine Scheel.
'Det er dejligt for jer, at I kristne og tilslutter jer trosbekendelsen - Men at være kristen, betyder ikke at man ikke kan dyrke yoga,' skriver Nønne Behrsin.
Under brevet kan du læse BT's interview med Martin Nissen, hvor vi får ham til at argumentere for sine og Haderslev Husmenigheds holdninger om yoga og mindfullness.
Til BT fortæller Martin Nissen, at han og hustruen Ulla driver Haderslev Husmenighed, hvor de taler med unge mennesker om Jesus og afholder healing-aftener, hvor de fortæller om gud og efter Martin Nissens udsagn helbreder syge gennem håndspålæggelse og bøn. Yoga bringer, derimod, udøveren i tæt kontakt med 'dæmoner fra Østen', påpeger han.
I har for to år siden skrevet et åbent brev til borgmesteren i Haderslev Kommune. På internettet reagerer folk nu igen på det. Hvad var baggrunden for brevet?
»Vi ved, at børnehaver og skoler er begyndt at tilbyde yoga og mindfulness, fordi de ikke kan styre urolige børn. Jeg tænker, at vi kan tilbyde noget bedre i et kristent land - og det er den kristne tro. Øvelserne i yoga og mindfulness kommer fra Østen, og de åbner op for dæmonisk påvirkning. Der findes mørke og lyse kræfter i den åndelige verden. Når man dyrker yoga, åbner man op for onde kræfter og dæmoner. Gymnastik til børn er sundt, men de skal lade være med at blande yoga, åndedrætsøvelser og fantasirejser ind i det, for der er ingen gode kræfter i den slags.
Forældrene til børnene skal være bekymrede. De skal være bekymrede for, at deres børn får psykiske problemer og kan blive fanget af frygt. Det er for dårligt, at skolerne ikke på forhånd har informere forældrene. Det skal være et valg og ikke en tvungen praksis, derfor er nogle forældre også glade for, at vi advarer dem.«
Hvad vil det sige at blive udsat for onde kræfter og dæmoner?
»Vi frygter at børnene får selvmordstanker, mindreværd og psykiske problemer. Nogle mennesker bliver fyldt med frygt, og i sidste ende siger dæmonerne til dem, at de skal begå selvmord. Vi har hørt mange mennesker sige, at de har en stemme i hovedet, der taler til dem. Og hvor tror du den kommer fra? Den kommer ikke fra gud - den kommer fra dæmonerne.«
Hvad er sammenhængen mellem dæmoner, onde kræfter og yoga?
»I yoga og mindfulness kommunikerer man med dæmoner, men det ved folk ikke. Vi tror på, at der findes engle og dæmoner. I fadervor beder vi, ‘fri os fra det onde’ - det onde er djævelen og dæmonerne, som er en del af yoga.
For eksempel bliver nogle af børnene instrueret i at åbne op for solens gud - og det er simpelthen kræfter, de ikke har styr på. En børneyogalærer har også fortalt os, at der et åndeligt element i yoga, men at den del er taget væk, når de underviser børnene. Min påstand er, at man ikke kan adskille de to ting fra hinanden. Og hvorfor tager hun det åndelige ud af yogaen, hvis den er så positiv?
I meditation skal man også ofte meditere over et ord, der bliver repeteret om og om igen. Det kan sagtens være en ånd fra østen, som man påkalder. Og det er farligt.«
Du virker meget sikker i din sag, men hvor ved i det her fra?
»Vi ved det fra mennesker, som har været i den okkulte verden. Der er tusindvis af mennesker, som advarer mod den åndelige påvirkning fra østen. Vi har talt med mange, som har prøvet yoga og oplevet den åndelige påvirkning fra djævelens væsen.«
Mange mennesker i Danmark dyrker yoga og mindfulness. Er de også i fare?
»De er alle i risiko for at blive udsat for mørke kræfter og dæmoner. Problemet med børn er, at de ikke selv kan sige fra i skolen og børnehaven. Det er derfor vi henvender os til borgmesteren.
Vi er bekymrede for, at så mange unge mennesker i Danmark har psykiske problemer. Det er ikke kun yoga, som er skyld i det. De onde kræfter kan også komme ind gennem andre okkulte ritualer. Mange unge ser gyserfilm og har også prøvet ‘ånden i glasset’, hvor de påkalder sig åndeverden. Det er dæmoner, der er på spil der. Djævelen er snu og forfører mennesket på mange måder.«
Hvad med alle de eksperter, som siger at yoga og mindfulness er sundt?
»Du kan få det svar, du vil have, alt efter hvem du spørger. Jeg kan finde de første tusind mennesker, som siger, man skal holde sig fra yoga.«
Hvad med dem, der fortæller, at de har positive oplevelser med yoga og mindfulness?
»Djævelen er snu. I starten vil nogen måske opleve noget godt, men så kommer bivirkningerne snigende senere hen. Se det på den her måde. Djævelen serverer et dejligt, højtbelagt stykke smørrebrød, men inde under pålægget ligger der nogle fiskekroge. Mennesket nyder maden efter den første bid, men når de sluger fiskekrogene, sidder de fast inde i maven for altid.
Det præcis sådan, det er med yoga. Man bliver fanget og trælbundet af det.«
Hvad er jeres anbefaling i stedet?
»I stedet for at påvirke børnene med østens religioner, vil vi anbefale, at børnene får kristendomsundervisning og lærer ‘fadervor’. Vi bor jo i et kristent land.«
Har du og Ulla selv prøvet yoga eller mindfulness?
»Jeg vil aldrig selv prøve det og invitere dæmoner ind i mig. Yoga og mindfulness er djævlens værk. Det er farligt.«