Efter 12 trofaste år måtte kronprins Frederik og kronprinsesse Mary i april i år sige farvel til border collien Ziggy, som led af kronisk nyresvigt og slidgigt.

Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary fik Ziggy i bryllupsgave, kort tid inden deres førstefødte, prins Christian, kom til verden i oktober 2005. Indtil sin død var Ziggy en fast del af kronprinsfamilien, der i dag også består af prinsesse Isabella på ti år og tvillingerne prins Vincent og prinsesse Josephine på seks år.

Søndag eftermiddag annoncerede det danske kongehus på sin officielle Instagram-profil, at familien har fået en hundehvalp.

Det nye, firbenede familiemedlem hedder Grace og er ligeledes af racen border collie.

Instagram-billedet, som er taget af kronprinsesse Mary, har indtil videre fået over 11.000 likes på det sociale billeddelingsmedie og masser af lykønskende tilkendegivelser.

- I går (lørdag, red.) sagde kronprinsfamilien velkommen til deres nye hund, Grace, på Gråsten Slot. Grace er en border collie og er i familie med familiens tidligere hund, Ziggy, skriver kongehuset på Instagram.

Billedet af Grace er taget i grønne omgivelser på Gråsten Slot, der ligger i den sydligste del af Jylland cirka 19 kilometer fra grænsen til Tyskland.

Mens kronprinsparret havde Ziggy, fulgte hunden dem i tykt og tyndt.

Familiehunden var endda med kronprinsesse Mary på job, da hun i november 2015 deltog i kampagnen "Genplant planeten".

Her logrede Ziggy ved hendes side, da hun plantede et træ under arrangementet.

/ritzau/FOKUS