Flere og flere danskere rammer den absolutte bund af samfundet og må leve en tilværelse i reel fattigdom, hvor der ikke er råd til at dække dagligdagens mest basale behov, beretter en stribe af Danmarks borgerrådgivere.

Ingen penge til mad, medicin og husleje. Flere og flere danskere rammer den absolutte bund af samfundet og må leve en tilværelse i reel fattigdom, hvor der ikke er råd til at dække dagligdagens mest basale behov.

Det beretter en stribe af Danmarks borgerrådgivere til Ugebrevet A4. De er ansat af kommunerne til at hjælpe borgere gennem deres sagsbehandling.

Alene i Holbæk kommune får borgerrådgiver Lars Roost Dinesen hver måned mellem 10 og 15 henvendelser fra borgere, der er »voldsomt trængte«.

- Det er både enlige, men også børnefamilier, som tidligere har haft gode job, som pludselig ryger helt ned økonomisk og står uden penge til at få dagligdagen til at hænge sammen. Nogle har sågar ikke råd til mad, siger Lars Roost Dinesen og understreger, at tendensen er stærkt stigende.

Også i København oplever borgerrådgiver Johan Busse, at problemet med fattigdom vokser.

- Vi ser flere og flere sager, og samtidig er borgerne mere frustrerede end tidligere. Det rammer danskere i alle samfundslag. Også folk, der er uddannede, men som pludselig bliver syge eller mister deres job på grund af nedskæringer, fastslår Johan Busse.

- Før krisen var der måske nogle udveje, men de udveje eksisterer ikke i samme grad længere. Borgerne er mere pressede og har ryggen mod muren.

Også i Randers, Skanderborg og Norddjurs Kommune mærker borgerrådgiver Jesper Cortes hvordan fattigdommen presser sig på kommunedørene. Han har oplevet at have en økonomisk presset børnefamilie på besøg. Mens børnene ventede uden for mødelokalet, holdt Jesper Cortes et møde med forældrene om deres situation. De fortalte, at de nogle gange var nødt til at sende børnene sultne i seng.

- Man tror næsten der er løgn, at den slags ting foregår i Danmark, men det gør det altså, fastslår Jesper Cortes.

Ugebrevet A4 har gennemgået årsberetninger fra landets 13 borgerrådgivere, som har fungeret i mere end et år. Og her melder 8 ud af 13 borgerrådgivere, at de ofte modtager henvendelser fra borgere med store økonomiske vanskeligheder.

Hos Rådet for Socialt Udsatte er formand Jann Sjursen bekymret over den voksende fattigdom.

- Mange tror ikke, at det kan ske for mig og mine - man tror, at det er de andre, der bliver ramt. Men sådan er det ikke. Det rammer bredt, og det rammer flere og flere, siger Jann Sjursen.

Det er især den begrænsede varighed af sygedagpengene, der får stadig flere danskere til at havne i fattigdom, lyder meldingen fra borgerrådgiverne.

Regeringen har varslet, at begrænsningen skal afskaffes. Hvornår det bliver, vil beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S), ikke komme ind på. Hun har nedsat et tværministerielt udvalg, der i øjeblikket arbejder på at finde »den rigtige model«, noterer hun i et skriftligt svar til Ugebrevet A4.

- Det handler om at sikre, at syge med lange og komplicerede sygdomsforløb ikke falder ud af sygedagpengesystemet. Og samtidig, at flest mulige langtidssygemeldte hjælpes tilbage i arbejde, skriver hun og understreger samtidig, at det må ske under »skyldig hensyntagen til den økonomiske situation, vi står i«.

BNB