Kender du en, som vælger pensionen fra og fortsætter med at arbejde trods en fremskreden alder? Så vil BT meget gerne høre fra dig. Send en mail til niep@bt.dk eller skriv til os på Facebook.

For 52 år siden købte Grethe Nylander Christensen butikken Lucullus Smørrebrød i Fredericia. Selvom hun nu er blevet 95 år gammel, står Grethe stadig bag disken hver eneste dag - og hun har ingen planer om at gå på pension.

»Jeg fortsætter, fordi jeg elsker det, og fordi jeg stadig er frisk og har muligheden,« siger Grethe Nylander Christensen til BT.

Hun møder op hver dag ved middagstid og hjælper til i butikken, som i dag drives af datteren Kirsten, i et par timer.

»Hver dag glæder jeg mig til at komme på arbejde. Det er dejligt at opleve noget og møde de mange mennesker i butikken. Det er så livsbekræftende og giver mening i tilværelsen,« siger Grethe Nylander Christensen, som ikke tæller sine timer, men er i butikken »indtil jeg kan mærke, at jeg har brug for at hvile mig«.

Efter de mange år er Lucullus Smørrebrød blevet et andet hjem for hende, fortæller hun til TV Syd. Stamkunderne husker, hvordan de for mange år tilbage bestilte smørrebrød til mærkedage og festlige lejligheder hos Lucullus Smørrebrød og kan nærmest ikke forstille sig butikken uden Grethe Nylander Christensens tilstedeværelse.

95-årige Grethe Nylander Christensen elsker sit arbejde.
95-årige Grethe Nylander Christensen elsker sit arbejde. Foto: Lucullus Smørrebrød
Vis mere

Så når hun en sjælden gang ikke er at finde bag disken, bliver det straks bemærket.

»Hvis ikke min mor har været i butikken et par dage, så begynder kunderne at komme ind og spørge, om der noget i vejen med min mor, og om hun er blevet syg,« siger Grethes datter Kirsten Nylander Thomsen til TV Syd.

Selvom der står 1922 på dåbsattesten har Grethe Nylander Christensen ingen planer om at nyde et ellers velfortjent otium.

»Det kommer jo ikke an på mig,« svarer hun på spørgsmålet om, hvornår hun vil stoppe.

»Jo, det gør det,« lyder det fra butikslokalet i baggrunden, mens BT taler med Grethe over telefonen.

»Jamen, jeg tænkt mig at fortsætte indtil Vorherre vil det anderledes, med mindre direktøren fyrer mig inden,« griner hun.

Kender du en, som vælger pensionen fra og fortsætter med at arbejde trods en fremskreden alder? Så vil BT meget gerne høre fra dig. Send en mail til niep@bt.dk eller skriv til os på Facebook.