91 danskere blev smittet med HIV gennem deres medicin i danmarkshistoriens største medicinskandale »Blødersagen« i 1980erne. I dag er 65 af dem døde. Kun 26 har overlevet.

Det var en menneskelig katastrofe og en politisk skandale, da det i 1980erne kom frem, at 91 danske bløderpatienter var blevet HIV-smittet gennem deres livsvigtige medicin.

En stor del af dem fik AIDS i udbrud og døde inden, behandlingen blev så effektiv som i dag. Resten - overleverne - har haft et liv præget af, at de i årevis ventede på at dø og derefter skulle omstille sig til at leve videre, skriver BT.

»Det er nærmest som at stå i frontlinjen under Første Verdenskrig i 15-20 år. Og så skal du hjem og leve normalt bagefter. Det kan man jo ikke,« udtrykker en af dem, Palle Lykke Ravn, der blev smittet som otte-årig i 1984.

Ifølge en kortlægning af de HIV-smittedes liv, som Bløderforeningen har foretaget, fordeler de overlevende sig i tre grupper: De, der lever et næsten normalt liv. De, der balancerer på kanten af arbejdsmarkedet. Og de, der har måttet opgive.

Den sidste gruppe er især dem, der blev smittet som børn og hverken fik uddannelse eller kom på arbejdsmarkedet, fordi man troede, de ville dø af AIDS i løbet af få år. De fik førtidspension og besked på at nyde den sidste tid.

Mange af de overlevende er så mærkede af deres alvorlige sygdomme (blødersygdommen, HIV og hepatitis c, som de blev smittet med, red.), evig medicinering og bivirkninger, at de slet ikke kan arbejde. Og en stor del kæmper med depression. De har svært ved at forholde sig til fremtiden.

»De har mistet noget af deres livsmod,« siger psykolog Paul Gandil, der var projektleder på »Blødere og aids« i årene lige efter skandalen.

Han forklarer, at det, de HIV-smittede har gennemlevet, har påvirket deres tiltro til egne kræfter og evnen til at klare udfordringer.

»Man er på en måde kronisk i en følelse af afmagt og håbløshed og har ikke så meget at stå imod med,« siger psykologen og forklarer, at der er en eksistentiel udfordring i at gå fra at skulle dø og til at erfare, at man skal leve videre. Det kan være svært at finde mening i. Og det opleves som et voldsomt krav at skulle fungere i samfundet, når man har vænnet sig til, at der ikke er nogen idé i at tage en uddannelse eller kæmpe for noget.

»Dertil kommer en voldsom uretfærdighedsfølelse. Den spontane følelse af, at »det her har jeg ikke fortjent. Jeg er i forvejen ramt af noget, jeg kæmper med, og så skal jeg oven i købet have HIV«. HIV var jo ikke alene livstruende dengang, men også en social belastning, man ikke kunne tale om, for så troede folk, at man var narkoman eller homoseksuel. Pludselig var man i kategori med en dengang meget marginaliseret gruppe, stemlet og stigmatiseret,« siger Paul Gandil.

»Vi skal huske blødersagen, fordi den historie aldrig nogensinde må gentage sig i det danske sundhedsvæsen,« siger Jacob Andersen, næstformand i Danmarks Bløderforening.

»Man må ikke negligere advarsler. Og det var efter vores mening kolde og kyniske overvejelser, der gjorde, at man ikke fulgte advarslerne. Jeg siger ikke, at alle kunne være reddet, men nogle kunne have undgået smitten, hvis myndighederne havde reageret hurtigere. Vi skylder alle de uskyldige mennesker, der blev ramt, at det her ikke bliver glemt. Sagen skal i al tid og evighed stå som en kæmpestor advarselstrekant i dansk medicinal- og samfundshistorie.

Skandalen blev den mest langvarige i danmarkshistorien. Bløderne kæmpede for at få placeret et ansvar, men ni års juridisk tovtrækkeri endte blindt. Højesteret frikendte i 1996 myndighederne for forsømmelighed i alle tilfælde på nær ét: Man kunne ikke afvise, at en enkelt bløder kunne have undgået smitten. Erstatning blev der aldrig tale om. Men efter stærkt pres vedtog Folketinget at udbetale den største godtgørelse, der nogensinde er udbetalt af den danske stat. De ramte blødere fik 750.000 kroner hver.

KØB BT SØNDAG OG LÆS DEN GRIBENDE BERETNING OM LIVET EFTER BLØDERSAGEN

Fakta om Blødersagen:

Skandalen blev den mest langvarige i Danmarkshistorien. Bløderne kæmpede for at få placeret et ansvar, men ni års juridisk tovtrækkeri endte blindt. Erstatning blev der aldrig tale om. Men efter stærkt pres vedtog Folketinget at udbetale den største godtgørelse, der nogensinde er udbetalt af den danske stat. De ramte blødere fik 750.000 kroner hver.