På grund af en voldsom brand kunne Holbæk Sygehus i ikke modtage patienter i syv timer onsdag nat og morgen, men nu er der igen åbent for patienter på sygehuset.

Vicedirektør på Holbæk Sygehus Knut Borch-Johnsen fortæller ved 8.20-tiden til TV 2, at alle patienter, der skal have ambulant behandling på sygehuset skal møde op som planlagt. Det skal patienter, der skal opereres onsdag, også - medmindre de hører det modsatte.

Omkring 80 brandfolk og 20 brandbiler blev natten til onsdag sat ind for at slukke den omfattende brand.

Der er ingen meldinger om personskade, men branden har spredt sig og omfatter 4000 kvadratmeter af hospitalet. Fire bygninger er brændt ud og styrtet sammen.

»Branden er startet i vaskeriet og har så bredt sig til lagerlokaler og en administrationsbygning. Der er ingen personskader, men omfattende bygningsskader,« siger beredskabschef Lasse E. Hansen.

Brandvæsenet modtog alarmen kort før midnat.

»Her klokken lidt i tre er branden under kontrol, men vi forventer, at slukningsarbejdet varer til op ad formiddagen,« siger Lasse E. Hansen natten til onsdag.

80 brandfolk og 20 brandbiler er natten til onsdag sat ind for at slukke en omfattende brand på Holbæk Sygehus.
80 brandfolk og 20 brandbiler er natten til onsdag sat ind for at slukke en omfattende brand på Holbæk Sygehus. Foto: Mathias Øgendal / Ritzau Scanpix
Vis mere

Der er ikke brand i patientafdelingen, og der er derfor ikke foretaget evakueringer, men skadestuen på Holbæk Sygehus blev lukket ned klokken 01.30, og senere lød det fra sygehusets vicedirektør Knut Borch-Johnsen, at der var helt lukket ned for modtagelsen af nye patienter.

I første omgang blev patienter henvist til sygehusene i Slagelse eller Køge, men nu er der åbnet op for modtagelse af patienter på Holbæk Sygehus igen.

Der har i løbet af natten været røg i kælderen under Holbæk Sygehus, men den har ifølge Midt- og Vestsjællands Politi ikke været til gene for patienterne eller personalet.

»Personalet har fortalt os, at branden startede i vaskeriet. Vi kender endnu ikke årsagen, men formentlig startede branden i en tørretumbler. Vi ved i hvert fald, at branden ikke er blevet påsat. Der er tale om et hændeligt uheld,« siger Martin Bjerregaard.

Brandvæsenet fik slukket flammerne omkring klokken tre natten til onsdag.
Brandvæsenet fik slukket flammerne omkring klokken tre natten til onsdag. Foto: Mathias Øgendal / Ritzau Scanpix
Vis mere

Det personale, der var til stede i vaskeriet, da branden brød ud, kom selv ud i sikkerhed. Der var på det tidspunkt ingen personer i administrationen.

»Der vil gå mange timer, før vi med sikkerhed kan fastslå brandårsagen og evaluere skaderne. Efterslukningen er stadig i gang, og selv når den er færdig, skal de berørte områder køle af, før vi kan foretage tekniske undersøgelser. Der er risiko for nedstyrtning, så vi tager ingen chancer,« siger Martin Bjerregaard.

Røgen fra branden er ikke farlig, og det har derfor ikke været nødvendigt at evakuere personer i nærheden, oplyser brandvæsenet.

Politiet afspærrede området omkring sygehuset kort efter midnat, men der blev åbnet igen omkring klokken 03.30. Både politiet og brandvæsenet er til stede, indtil efterslukningen af branden er helt færdig.

Branden spredte sig til 4000 kvadratmeter af hospitalet, men heldigvis blev patientafsnittene ikke ramt. Ingen personer er kommet til skade.
Branden spredte sig til 4000 kvadratmeter af hospitalet, men heldigvis blev patientafsnittene ikke ramt. Ingen personer er kommet til skade. Foto: Mathias Øgendal / Ritzau Scanpix
Vis mere

Onsdag morgen sidder alle sygehusdirektører i Region Sjælland i telefonmøde. Her vil de diskutere, om og hvordan man kan opretholde operationer og normal drift efter den voldsomme brand i nat.

/ritzau/