Laurits-Emil har været i helvede og tilbage igen. Kræften fik ham ikke
Men en hård kamp venter endnu for den 8-årige dreng og hans lille familie. Kræft kræver kraft. Også når man er rask.
Der kommer ikke en lyd. Laurits-Emil holder bare mors hånd og klemmer øjnene i, når sygeplejersken presser nålen igennem den tynde hud på indersiden af albuen.Han har prøvet det 1000 gange før.
Det er ikke længe siden, at den otte-årige dreng var så syg, at både hans mor og lægerne var ved at mistehåbet om, at han ville overleve.
I nogle stunder ønskede hans mor faktisk, at han kunne få lov til at dø. At han slap for mere ondt.
Da det var værst, lå han i sengen døgnet rundt. Cyklede hvileløst med benene under dynen og sagde underlige lyde. Lukkede alt ude, så selv ikke mor kunne trænge ind til ham. Han lukkede øjnene, når hun så på ham, som om han ikke orkede, at hun stod der og bønfaldt ham om respons.
- Nu må han godt dø. Det vil være det bedste for ham, tænkte jeg. Og jeg havde det frygteligt med det. Hvilken mor tænker sådan om sit barn? I dag ved jeg, at det var kærlighed, siger Pia Larsen fra Nørre Alslev på Falster.
Nu er det månedlige kontrolbesøg på Rigshospitalet en af påmindelserne om, at det hele kunne være endt så meget anderledes.
150 danske børn op til 15 år får hvert år p kræft. 40-50 af dem får leukæmi, også kaldet blodkræft. I 2008 blev Laurits-Emil en af dem.
80 procent af børnene, der får leukæmi, overlever. Den statistik blev Laurits-Emil gudskelov også en del af.
Han var var fem år, da han kom til lægen med en grim hoste og pludselig i afsindig fart blev sendt med ambulance og politieskorte fra livet som børnehavebarn og familiens yngste til Rigshospitalet og diagnosen leukæmi.
Indtil sidste sommer handlede hele hans liv om at besejre kræften, der åd hans lille krop i store bidder.
BT var på besøg i 2009, hvor Laurits-Emil og mors liv foregik på 'Riget' eller isoleret derhjemme.
Nu er vi vendt tilbage til en helt anden familie. Laurits-Emil er færdigbehandlet.
Kræften er væk, selvom mor ikke tør bruge ordet 'rask'. Livet efter kræften kræver også styrke.
I dagene før det månedlige tjek rører frygten for tilbagefald mere på sig end ellers. Hun bliver nervøs hver gang, fortæller hun i venteværelset, mens Laurits-Emil tegner monstre i et lille hæfte. Risikoen for, at kræften vender tilbage, er 25 procent, så frygten forsvinder ikke, selvom kemoen forlader Laurits-Emils krop.
- Den største skræk ved, hvis kræften skulle komme tilbage, er, at vi nu ved, hvad han skal igennem, siger Pia Larsen, der er enlig mor til tre drenge.
Laurits-Emil er ikke ængstelig. Han synes, det er hyggeligt at skulle på 'Riget' og besøge lægerne og sygeplejerskerne, som han kender.
Måske er han også heldig at møde nogle af børnene, som han legede med, når han var indlagt. Han føler sig hjemme her på 'Riget'.
Måske mere hjemme blandt de hvide kitler end i skolen, hvor han begyndte efter efterårsferien.
Der er alt stadig nyt, og det er en kamp at følge med, selvom han blev sat i en 1. klasse i stedet for 2., som det var meningen.
Da hans børnehavekammerater skulle i skole, ville mor købe en skoletaske til Laurits-Emil også. Men han ville ikke have en. Han skulle jo alligevel ikke bruge den nu, mente den seks-årige.
- Øv, hvor er det til at tude over at se sin lille fighter så realistisk, skrev Pia den dag.
Dagen for skolestart kom, og Laurits-Emil skulle møde klassen på afstand udenfor. Men han var træt, og det var ikke sjovt at se vennerne løbe rundt, mens han selv ikke kunne stå på benene.
Han fik hjemmeundervisning og lærte bogstaverne og at skrive sit navn. Nu har han fået svært ved at genkende bogstaverne og skal have hjælp til at skrive sit navn.
- Min husker er ikke så god for tiden, forklarer han.
I Nørre Alslev Skole har indskolingen haft projektuge. Laurits-Emil og en pige fra samme årgang skal læse højt fra en bog om egern, som de selv har lavet. Hun glider nemt igennem teksten, mens Laurits-Emil hakker og mumler, da det bliver hans tur.
- I må godt læse op sammen, siger læreren, og Laurits-Emil og pigen får klapsalver fra de andre børn, da de er færdige.
Det er ved at gå op for ham, at der er ting, han ikke er så stærk til. Men lærerne roser ham for det, han er god til. Og Laurits-Emil er blandt andet rigtig god til at sidde stille i timerne, han er en god kammerat og dygtig til at tegne.
- Nu troede vi, at det skulle være let. At den største kamp var vundet, og så skal vi slås med det her. Det er så frustrerende, siger Pia Larsen på vej fra skolen, hvor hun har afleveret Laurits-Emil og storebror Mathias.
- Men jeg glæder mig over, at vi fik lov at beholde ham og kan følge ham i skole hver dag.
Så er det andet jo i virkeligheden småting, ræsonnerer hun.
Laurits-Emil fik først for nylig at vide, at man kan dø af kræft. En af hans bedste legekammerater fra Riget døde, og Pia Larsen blev nødt til at fortælle Laurits-Emil, hvorfor pigen ikke kom tilbage. Han vidste ikke noget om døden, da han selv lå og kæmpede for sit liv.
Det var en ond skygge på børneafdelingen, som kun forældrene så.
Og på mange måder er han velsignet af sin alder, for der er mange grumme stunder, han ikke kan huske i dag. Hvis man spørger, hvad det værste var, så svarer han 'at få hevet plastre af'.Kemobehandlingen gav ham bl.a. mundbetændelse, så han tabte slimhinden i munden, og bare at børste tænder blev et smertehelvede.
Sårene på læberne ville ikke hele, fordi han fik blodfortyndende medicin på grund af en blodprop i hjertet.
En blodprop, der truede med at rive sig løs og fare ud i blodbanerne, men som han var for syg til at få fjernet. Den ene ting tog den anden i en kæde, som ingen kunne se enden på midt i malstrømmen af opkast, indsprøjtninger og infektions-frygt.
Drengens egen forklaring er, at han havde kræft og fik Kemo-Kasper - en lille helt, der jager de sure kræft-celler i børns krop.
Alt i familiens liv kredsede om Laurits-Emil og sygdommen. Hvis brødrene Mads og Mathias var forkølede, måtte de blive på deres værelser og iføre sig en maske, når de skulle ned i køkkenet efter mad.
De har måttet undvære deres mor meget.
Mathias gik i 2. klasse, da lillebror blev syg, så han måtte tidligt lære at tage bussen selv til og fra skole, når mor var indlagt med Laurits-Emil.
- I begyndelsen var jeg meget bange, men vi har hele tiden snakket meget om det. Og vi var også inde hos dem meget af tiden, og ellers var vi hos familie tæt på, fortæller Mads på 15, mens mor tjekker hans biologiopgave, inden han tager i skole.
Da Mads kysser sin mor farvel, står hun i døren og vinker, indtil han er ude af syne.
Laurits-Emil venter stadig på, at mor åbner døre for ham. Han er blevet vant til, at han ikke må røre håndtag og andre steder, hvor der kan være bakterier. En forkølelse kunne slå ham ihjel, da han var mest skrøbelig.
Familiens vamsede hund Flaks var den eneste adspredelse udover mor, når han var isoleret.Derfor er der både kommet akvarie-fisk og en flok vandrende pinde til familiens hjem.
Der ligger stadig en lille dyne med bakugansengetøj i Pias seng. Når Laurits-Emil var indlagt, skubbede hun deres senge sammen, så de kunne sove op ad hinanden. Og derhjemme sov han hos mor, for han var for syg til at komme op ad trappen til sit værelse. Hun ville også helst kunne høre hans åndedræt og mærke hans pande hele tiden. Han skulle indlægges prompte, hvis han fik 38,5 i feber. Og det skete tit, at de måtte af sted midt om natten.
Nærheden er svær at slippe, selvom Laurits-Emil er blevet otte nu. De har talt om, at han snart skal sove på sit eget værelse igen. Indlæggelserne og isolationen har flettet dem sammen, så Laurits-Emil altid kan mærke, hvordan mor har det. Han kommer og aer hende, hvis hun er trist, og siger 'du er den smukkeste og bedste mor i verden'.
Pia Larsen føler sig tyndhudet i dag, selvom alt det værste er overstået. Hendes livs største kraftpræstation. Dengang var der ikke plads til at synke sammen og hulke i afmagt. Nu er hun på arbejde hver dag og har alenetid, så tankerne kan tænkes til ende og bundfælde sig. Det gør ondt ad helvede til, erkender hun.
Men det gør hende også uendelig lettet.
- Jeg kan klappe mig selv på skulderen over, at det er lykkedes mig at holde sammen på min familie. Mine børn trives og er vendt tilbage til deres liv igen.
Og jeg har hjulpet Laurits-Emil igennem det her, siger hun.
Laurits-Emil, Mads, Mathias og mor bliver aldrig den familie, som de var engang. De er knyttet tættere sammen, og støvet får nogle gange lov at blive til nullermænd, fordi der er så meget andet, der er vigtigere end at støvsuge.
- Vi er faktisk en glad familie, selvom jeg sidder her og tuder, når jeg skal fortælle om det hele. Det er vi! Livet er godt ved os. Og jeg håber og tror, at vi har taget vores tørn.
