Det er 16 år siden, hun fik Dronningens Fortjenestmedalje for 40 års tro tjeneste som lærer på Gentofte Skole. De fleste ville i den situation nok begynde at se frem mod pensionisttilværelsen, men ikke Gulli Erhardt Seiersen. I marts sidste år fejrede hun 55 års jubilæum på skolen. I dag arbejder hun stadig på fuld tid og vil ikke udelukke, at hun også kommer til at fejre 60 års jubilæum på skolen.
»Jeg fylder 77 år om en måned. Jeg tager et år ad gangen. Det har jeg sagt til min ledelse, men det kan ikke udelukkes, at jeg også fejrer 60 års jubilæum, for jeg får svært ved at undvære mine kolleger og eleverne. Jeg har sagt til mine tre (biologiske, red.) børn, at jeg nok kun tager et år mere, men den tror de ikke rigtig på mere, for det har jeg sagt hundrede gange før,« griner hun og tilføjer:
“Mine børn synes, at jeg skulle rejse lidt. Mine veninder rejser hele tiden, spiller golf og tennis og hvad ved jeg. Men jeg er ikke misundelig. Jeg har meget mere glæde ved at være her med børnene (eleverne, red.).«
Gulli Erhardt Seiersen er langtfra den eneste ældre, der har valgt at blive på arbejdsmarkedet. Rekordmange ældre fortsætter med at arbejde efter den officielle pensionsalder på 65 år. Knap 250.000 ældre på 65 år eller mere var i job i 2015 mod blot 163.976 i 2008.
Gulli Erhardt Seiersen er denne morgen vanen tro mødt en time før sin første lektion. Så laver hun kaffe til sine kolleger, rydder lidt op, strikker og snakker lidt, inden undervisningen begynder.
I dette skoleår har hun to 6. klasser i matematik og design og håndværk.
»Mine 6. klasser vil meget gerne have, at jeg fører dem op til eksamen, men nu må vi se. Jeg kan blive så længe, ledelsen synes, at jeg er god til mit job, og det er jeg! Forældrene kan også godt lide min lidt gammeldags og firkantede måde med, at tingene altså skal laves, og der skal skrives under derhjemme, hvis eleverne ikke har fået lavet deres lektier. Jeg har altid gode klasser. Jeg er meget glad for dem, og de er meget glade for mig,« siger hun.
Eleverne bliver ikke sluppet løs med lommeregnere og computere, før de har forstået matematikken, siger hun.
»Vi har sådan et arrangement for gamle elever en gang om året. Sidste år kom nogle af mine gamle 9. klasseelever, som var begyndt i gymnasiet og sagde: ’Er du godt klar over, at du kun gav os syv, og nu får vi 10 i matematik i gymnasiet, fordi vi allerede kan det hele. Jeg er måske lidt gammeldags i undervisningen, men det giver altså resultater.«
Eleverne nyder også godt af hendes livserfaring.
»De seneste tre dage har jeg bedt dem om at tænke på, hvem de har glædet, før de lægger sig til at sove. Jeg lærer dem også, at man skal være noget for andre. Det kan de godt lide.«
Sygedage har hun stort set aldrig, og de fem årlige seniordage, som hun har haft ret til at afholde, siden hun fyldte 65 år, har hun aldrig benyttet så meget som én af.
»Eleverne har brug for stabilitet,« siger hun og understreger, at hun ikke arbejder for pengenes skyld:
»En af mine elever var i vinter på juleferie i USA, og så kom han hjem med et hjertet i chokolade til mig, hvor der stod ‘I love my teacher’. Tænk, at en 6.klasse-dreng tænker på det, når han er på ferie. Det er sådan noget, der gør en rigtig glad og får mig til at fortsætte med at være lærer.«
