Mens krisen koster mange danskere jobbet, henter virksomheder fortsat flere og flere østarbejdere.

Både virksomhederne og østarbejderne er godt tilfredse. Virksomhederne får medarbejdere, der ikke skal hente børn, som kan arbejde om aftenen og i weekenden, og som ikke stiller særlig mange krav.

Og for østarbejderne er en dansk mindsteløn nærmest en guldgrube. Nogle af dem tjener seks gange så meget, som de kunne derhjemme.

Der var i 2012 godt 74.000 østarbejdere i Danmark. Alene i 2012 kom der ekstra 10.123 østarbejdere til byggeriet, rengøring og de andre brancher, der bruger mest udenlandsk arbejdskraft. Og selv om de tjener mindre end danskere, gør de ekstra meget for at holde på jobbet.

- De kan komme herop og tjene fire til seks gange så meget som derhjemme, De kommer herop udelukkende for at arbejde og tjene penge. De har ingen familie at tage hensyn til, siger arbejdsmarkedsforsker og lektor ved Københavns Universitet Søren Kaj Andersen til fagbladet3f.dk.

Han har netop lavet en undersøgelse, der viser, at de færreste virksomheder hyrer østarbejdere, fordi de ikke kan få danske ansøgere til jobbene.

Virksomhederne kan godt få danskere. Men mange vælger at skifte dem ud, fordi de kan få udenlandsk arbejdskraft, der er billigere og mere fleksibel.

- De har erstattet en del danskere med østeuropæere fordi de er mere fleksible og arbejdsvillige. De har mindre sygefravær og så er de billigere. Danskerne, der arbejder i de her seks brancher, oplever en ny konkurrence om jobbene, konstaterer Søren Kaj Andersen.

På landets gartnerier, byggepladser og hoteller bliver flere og flere danskere skiftet ud med østeuropæisk arbejdskraft.

De seks brancher, der har hyret flest østarbejdere ind de seneste fire år, er samtidig de samme brancher, der har fyret flest danskere. På fire år har de ansat 70 procent flere østarbejdere, mens de har fyret danskere. Det viser tal fra Jobindsats.dk og Danmarks Statistik.