Når tingene spidser til, og den fælles forståelse er ophørt, træder Mette Christensen ind på scenen. Som forligsmand for arbejdsmarkedets parter er hun vant til en overhængende trussel om konflikt. Og hun insisterer på at være forligsmand – ikke kvinde.
Meget er på spil. Hundredtusindvis af danskere kan blive berørt enten direkte eller indirekte.
En konflikt truer i horisonten.
Den afgørende knast i de ugelange overenskomstforhandlinger mellem fagforbundene for 750.000 offentligt ansatte og arbejdsgiverne er, at de ansatte vil have mere i løn, end arbejdsgiverne er villige til at betale.
Derudover er der spørgsmålet om betalt frokostpause og lærernes arbejdstidskrav, der også har konfliktpotentiale i sig.
Med sammenbruddet mandag aften i forhandlingerne på det kommunale område – der kommer oven i samme situation på det statslige område - melder begge lejre, at det er svært at tro på, at forhandlingerne kan ende i et forlig inden deadline den 28. februar.
Debatten er giftig, den fælles forståelse er ophørt og samtalen mellem parterne synes udtømt.
Heller ikke de ansatte i regionerne forventer at lande en aftale om en ny overenskomst med Danske Regioner, lød meldingen i løbet af tirsdag.
»Lige nu står forligsinstitutionen mellem os og en storkonflikt,« udtaler chefforhandler for Kommunernes Landsforening, Michael Ziegler (K), der også er borgmester i Høje Taastrup.
Det er hér Mette Christensen træder ind på scenen.
Som forligsmand gennem mere end to årtier er 72-årige Mette Christensen ikke uvant med, at hendes arbejde kan have store konsekvenser.
Det er hende, der kan tvinge parterne tilbage til forhandlingsbordet og genoptage samtalen. Hun kan i yderste konsekvens få hjælp af politiet, hvis parterne ikke dukker op til forhandling.
Hun har ikke dommerbeføjelser som forligsmand, men bestemmer reglerne for forhandlingerne, og det er hendes fornemmeste opgave at finde en fællesnævner for de stridende parter midt i skænderierne og de giftige diskussioner.
Hun kan derfor beholde parterne i bygningen, indtil de er enige. Eller hvert fald enige om, at de ikke kan blive enige.
Af samme grund er hun formentlig forberedt på, at de kommende uger næppe levner megen tid til hendes store fritidsinteresse for litteratur og teater.
Mette Christensen er kendt for at mægle muntert, men bestemt.
Juristen er også kendt for at holde på formerne og henvise til paragraffer, når hun ikke vil spilde tiden på perifære diskussioner. Hendes opgave er at få parterne til at forholde sig til den store diskussion.
Målet er en langtidsholdbar løsning, som begge parter bakker op om.
Det er selve fundamentet under forligsinstitutionen. Institutionen har rødder tilbage til septemberforliget i 1899, hvor fagforeninger og arbejdsgivere efter syv måneders konflikt anerkendte hinanden. Herefter oprettede man Den permanente Voldgiftsret.
For at undgå at hver overenskomstforhandling skulle ende i konflikt, blev Forligsinstitutionen i 1910 indført på opfordring fra fagbevægelsen og arbejdsgiverne, og den er siden ofte blevet omtalt som omdrejningspunktet for den danske model på arbejdsmarkedet.
»Forligsmanden og forligsinstitutionen er i virkeligheden hemmeligheden bag den danske model. Det er forligsmanden, der gør, at modellen handler om civiliseret konfliktløsning og ikke konflikt,« har professor og arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen tidligere fortalt til Jyllands-Posten.
Heri ligger også selve præmissen for Mette Christensens arbejde. For kan parterne trods mægling ikke finde fælles fodslag, kan det ende med, at der ikke er andre muligheder end at lade det ende i en konflikt. Det har danskerne oplevet flere gange
Tydeligst i erindringen står formentlig lærerlockouten 2013, hvor de offentlige arbejdsgiveres lockout bl.a. udløste en ugelange lockout af både de statsansatte lærere og lærerne på landets folkeskoler.
Og tilbage i 2008 endte det i omfattende strejke, da bl.a. sygeplejersker og pædagoger nedlagde arbejdet.
Uanset udfaldet af forhandlingerne har Mette Christensen nydt stor respekt hos parterne på begge sider af forhandlingsbordet.
Hun har adskillige gange før prøvet af befinde sig midt i højprofilerede sager. Frem til 2015 var hun også vicepræsident ved Sø-og Handelsretten. Hun kom til Sø- og Handelsretten allerede i 1979 først som retsassessor og siden som dommer. Som dommer har hun bl.a. haft ansvaret for sager om Nordisk Fjer, Hafnia og Klaus Risskær Pedersen.
Altid har det været med fokus på at holde på formerne og henvise til paragrafferne.
Som et eksempel har FOA-formand Dennis Kristensen fortalt til Jyllands-Posten, hvordan han i forbindelse med tidligere overenskomstforhandlinger på et tidspunkt kom for skade at omtale Mette Christensen som forligskvinde.
»Men dette ville hun ikke høre tale om. I henhold til paragraf dét og dét var hun forligsmand, sagde hun, og det er meget kendetegnende,« forklarede Dennis Kristensen.
Mette Christensen har allerede indkaldt parterne til et første møde på torsdag.
