I fem dage lukker Banedanmark helt ned for togdriften til, fra og gennem Ringsted Station, der dagligt betjener 7.000 passagerer.

Det skriver TV ØST.

Lukningen vil finde sted fra den 22. juli til og med den 26. juli og er et resultat af det arbejde, som Banedanmark i øjeblikket er ved at udføre ved de sikringsanlæg, der sikrer signalerne til de tog, som kører til og fra stationen.

Arbejdet vil imidlertid ikke kun få konsekvenser for de passagerer, der skal til og fra Ringsted Station, men også for de tog og passagerer, der skal passere stationen. Derfor vil det også medføre ændringer i køreplanerne samt forlængede rejsetider.

Rejsende på strækningen vil ifølge Dagbladet Ringsted skulle benytte sig af togbusser mellem Roskilde og Slagelse.

»Vi er i gang med etape to ud af fire etaper. Det betyder, at de nu skal ind og rode i 3000 ledninger og teste anlægget. Og der må der simpelthen ikke være noget der kortslutter, så der må ikke kører passagertog på strækningen, hvilket desværre kommer til at gå ud over pendlerne i en kortere periode,« siger Jimmy Jensen, Byggeleder, Banedanmark, Ringsted, til TV Øst.

Han tilføjer, at man vil arbejde i døgndrift for at genere pendlerne i mindst muligt omfang. Mens arbejdet står på, anbefaler Jimmy Jensen, at man holder øje med rejseplanen.