Tiden gik særligt langsomt i weekenden for en 68-årig dansk kvinde, der netop havde sikret sig en stor gevinst på et skrabelod.

Sammen med en veninde var hun taget af sted til Greve Centret i fredags. Veninden ville gerne ind i en kiosk for at købe en Lotto-kupon, men det var ikke lige noget for den 68-årige.

Det fortæller hun til Danske Spil.

»Jeg sagde til hende, at det gad jeg sgu ikke, så jeg snuppede sådan et skrabelod i stedet for,« siger kvinden, der ønsker at være anonym.

Da hun kom hjem, skrabede hun loddet - et 25-års jubilæumslod - og stod pludselig med en gevinst på 25.000 kroner hver måned de næste ti år mellem hænderne. Det svarer til sammenlagt tre millioner kroner.

Det blev samtidig startskuddet til en ekstra lang weekend.

»Det har været de længste dage i hele mit liv. Jeg skrabede jo loddet i fredags kl. 13.45, så jeg skulle tilbage til kiosken i Greve Centret. De sendte mig så videre til banken og der var klokken blevet 15.45. Da jeg så kommer derind, ringer de til Danske Spil, men får af vide, at der vil gå en halv time, før de kan gøre et eller andet, jeg ikke helt forstod. Og til den tid er banken jo lukket. Så jeg må tage loddet med hjem igen. Og jeg lover dig, jeg har været så nervøs for, at jeg skulle tabe det, eller miste det på en eller anden måde. Så jeg har knap nok været ude og har nærmest sovet med den under hovedpuden,« fortæller hun.

Nu har hun dog været i banken, fået loddet i sikkerhed og udbetalt de første 25.000 kroner.

»Jeg er helt lettet nu. Så nu håber jeg, at jeg kan begynde at nyde det lidt, selvom det stadig ikke er feset helt ind på lystavlen. Og jeg ved jo slet ikke, om jeg i min alder kan nå at få brugt alle de penge,« siger hun og griner.

Hun lover dog, at der kommer ekstra gode gaver under træet juleaften.

»Jeg tror, der er nogen, der bliver meget tilfredse med deres julegaver i år,« siger hun med henvisning til sin datter og børnebørn.