Kender du til en tilsvarende situation? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

Ulla Astrup kan ikke løfte sit eget hoved, og på grund af sygdommen Parkinson glemte hun, hvordan hun skulle udføre sit arbejde og blev fyret. Og som om det ikke var nok, så har hun også den sjældne sygdom skoliose, der har gjort hendes ryg skæv. Alligevel kan hun ikke få førtidspension, har Struer Kommune vurderet.

Det skriver TV 2 på baggrund af dokumentaren ’Drømmen om førtidspension’.

Når 61-årige Ulla Astrup skal drikke, må hun gøre det gennem et sugerør, og når hun skal spise, må tallerkenen helt op under hagen for, at det kan lade sig gøre. Ulla Astrup kan ikke løfte sit eget hoved, fordi det stykke metal, hun fik opereret ind i nakken knækkede.

Men Ulla Astrups mange problemer får ikke kommunen til at ændre mening. De mener, at Ulla godt kan komme tilbage på arbejdsmarkedet – på trods af, at hun er plejekrævende i eget hjem, får tilkendt handicapkørsel og andre former for hjælpemidler i sit hjem.

»Folk, der har øjne i hovedet, kan jo se, at jeg ikke kan arbejde. Hvad kan jeg lave?« spørger Ulla Astrup og understreger, at det ikke handler om, at hun ikke har lyst til at arbejde. Jeg elskede at være på arbejdsmarkedet og at komme ud at snakke med andre mennesker hver dag. Det savner jeg. Og jeg savner at vide, at man har noget at stå op til, men det kan jeg ikke,« siger Ulla Astrup i dokumentaren.

Den i dag 61-årige kvinde arbejdede i 22 år som handikapchauffør, men blev fyret, fordi sygdommen Parkinsons havde påvirket hendes hjerne så meget, at hun ikke længere kunne huske, hvordan hun skulle styre bilens lift.

En omfattende operation har også været nødvendig for at rette op på hendes skæve ryg, som skyldes den sjældne sygdom skoliose.

Ulla Astrup har klaget til Ankestyrelsen over kommunens vurdering af, at hun godt kan arbejde, men uden held. Ankestyrelsen har givet kommunen ret i deres vurdering.

'Struer Kommune tager til efterretning, at Ankestyrelsen vurderer vores afgørelse som korrekt. Struer Kommune vil fortsat arbejde for at sikre borgerne de bedst mulige vilkår inden for de lovgivningsmæssige rammer, Folketinget stiller til rådighed,' skriver kommunaldirektør Mads Gammelmark til TV 2.

Den svære situation, som Ulla Astrup sidder i, skyldes, at reglerne om førtidspension i 2013 blev strammet. Formålet var at styrke de syges tilknytning til arbejdsmarkedet og sænke antallet af førtidspensionister.